Når ens læge, der har været med inde over hele ens forløb, efterhånden er i tvivl om hvad hun kan gøre for at hjælpe - så begynder tvivlen igen at melde sig. Bliver jeg nogensinde rask? Skal jeg være medicineret resten af mit liv? Hvad skal der ske herfra?
Der er altid den mulighed hvis jeg stadig får det værre, at tage til psykiatrisk skadestue i Vordingborg og evt. få dem til at indlægge mig. Jeg har bare en dårlig oplevelse med dem dernede, hvor min mor havde kørt mig derned og vi ventede i tre timer.
Jeg var nået til et punkt hvor jeg var decideret bange for at være alene i min lejlighed med sovepiller, knive og en stemme i baghovedet der sagde jeg skulle skade mig selv og havde haft det sådan i nogen dage. Da vi endelig kom ind, sad der en læge og en sosu-dame, der bare fortalte mig ting jeg godt vidste i forvejen, og sosu-damen havde den frækhed at sige, at "der var jo forskel på at tænke på det og rent faktisk gøre det". Den kommentar chokerede mig og gjorde mig faktisk også vred. Jeg sad jo nok ikke nede hos dem med tårer i øjnene hvis jeg mente det var sikkert for mig at være alene hjemme.
Derfor har jeg ikke meget lyst til at tag derned en anden gang, da jeg simpelthen ikke følte de tog mig seriøst. Jeg følte at jeg kom med noget, der ikke var alvorligt nok; at jeg nærmest skulle komme med armen skåret op før de tog mig seriøst.
Nu må de næste par dage gå med at samle resourcer til at få en hverdag til at køre. Jeg har købt store affaldssække så jeg kan få muget ud i lejligheden, da den virkelig trænger. Det ærgrer mig på en daglig basis at jeg simpelthen ikke har energien til at holde min lejlighed pæn og præsentabel, men jeg har bare ikke overskuddet til det. Forhåbentlig vil affaldssækkene give mig et ekstra boost i den rigtige retning.
Ellers nyder jeg det gode vejr og prøver at suge lidt D-vitamin til mig i løbet af dagen. Igår kom min lillebror forbi med hunden, og så tog vi hunden med en tur i skoven. Jeg nød den friske luft, de grønne spirer i skovbunden og solstrålerne der kiggede frem gennem trætoppene. Alt i alt en dejlig eftermiddag.
My doctor isn't sure how she can help me anymore. I had a wonderful day yesterday though, where my brother and I took the dog for a walk in the forest.
/M
Hvor er verden lille. Jeg gennemgår nøjagtig det samme, bare i Roskilde på deres akut psykiatriske afdeling. Det gør det ikke bedre at det fkatisk er på Sankt Hans, hvis du ved hvad det er. Lægen jeg snakkede med første gang gabte mig direkte i hovedet og virkede så uendeligt ligeglad med at jeg var der. "nå, hvad er du så ked af".. hej, det er jo derfor jeg er her. JEG VED DET FUCKING IKKE! Det er vel forhelvede detfor at man er syg!"hører du stemmer i dit hoved?". undskyld dame, jeg kom ikke fordi at jeg er skitzofren.. ikke at det er noget ligegyldigt eller noget man skal lave sjov med, men de bør sgu da rette sig efter hvad mine læge skriver til dem?
SvarSletJeg har selv været ude i at side med kviven på armen og virkelig tænke at det hele skulle flyde. og hvad får jeg at vide. den eksakte samme sætning som du "der er forskæl på at tænke det og gøre det". Hallo! skulder klap til os to for i det mindste selv at kunne gå ned og sige at vi ikke har lyst til at det skal ske og vi gerne vil have hjælp! Jeg var dernede igen i onsdags, og nægtede at gå ind hvis det var samme læge. hvad var det? dumme gabende maja. Hende damen som skulle guide os derind blev ligefrem sur da jeg forklarede min situation grundet min oplevelse med hende maja. Og det er vel kun fordi hun kender hende. Jeg gik med følelsen af at være en dum lille kælling i små shorts og med makeup på. ikke at jeg på nogen måde er overdrevet. det var bare lidt pudder og optegnede bryn, ikke engang mascara. Men jeg følte virkelig også at jeg skulle komme som et skellet, ligbleg i hovedet og fuldstændigt flået i armene før de ville tage mig seriøst.. sikke et samfund vi lever i..