IT'S TIME FOR A CONFESSION...

Jeg må erkende, det er ret svært at blogge regelmæssigt. Især om sådan et emne. Indlæggene kommer i hop og spring efterhånden som jeg får tid / taget mig sammen til at blogge, og så er der altid det evige spørgsmål - hvad jeg skal blogge om. Det er ikke engang fordi jeg har en så spændende og travl hverdag at jeg ikke har tid. Tid har jeg masser af.

Det næste bliver meget personligt, men da det er en personlig blog, føler jeg, at jeg godt kan skrive det.

Jeg har en lille tilståelse. Det har intet med bloggen at gøre; og så alligevel. Mest af alt har jeg bare været dum.
I den sidste halvanden - to måneders tid har jeg ikke taget mine piller. Jeg løb tør, for at sige det ærligt, og fordi min dosis er dum i forhold til pillepakning og udbud og efterspørgsel kostede de lige i overkanten af hvad jeg kunne overskue. Jeg holdt simpelthen bare op med at tage dem fra den ene dag til den anden - og for pokker hvor kom jeg til at mærke det.
I starten blev jeg voldsomt svimmel. Jeg skulle bruge et par sekunder ekstra på at fokusere, hver gang jeg drejede hovedet eller bare flyttede blikket. Jeg blev også enormt syg deromkring, så jeg skød skylden på den bihulebetændelse der nedlagde mig, men senere har jeg læst mig frem til at det er en normal reaktion på at gå kold tyrker på antidepressiver.
Min appetit styrtdykkede, og jeg havde svært ved at holde maden i mig hvis jeg spiste bare lidt mere end jeg plejede. Jeg er ikke bulimiker og bliver det heller aldrig, men min krop ville simpelthen ikke holde på mere mad end absolut højest nødvendigt. Samtidig sov jeg værre og værre om natten, hvis jeg overhovedet sov. Jeg kunne ligge vågen og bare stirre ud i mørket i timevis fordi mine øjne ikke ville lukke sig. Dette gjorde selvfølgelig at jeg var træt og uoplagt om dagen, og når jeg som regel faldt i søvn engang ud på de små timer, skulle der mindst et jordskælv til for at vække mig.
Efterhånden som den ene uge afløste den anden lagde jeg mærke til hvordan jeg følte mindre og mindre. Som jeg har skrevet før, føler jeg mig tit som en tom skal, men nu blev dette taget til helt nye højder. Jeg kunne langsomt mærke hvordan min krop blev drænet, og set i bakspejlet følte jeg en del da jeg tog mine piller. Min krop blev reduceret til en zombie-lignende tilstand hvor jeg efterlignede mimikken hos mennesker omkring mig, frem for selv at føle glæden i at smile og grine. Når jeg var alene eller ikke lige var en del af en samtale, kunne jeg sidde og stirre tomt ud i luften.
Min hverdag bestod basically af at ligge i sengen og se fjernsyn, kun lige afbrudt af at gå på toilettet eller finde noget nemt at spise. Min lejlighed lignede, og ligner stadig, et bombekrater. Jeg blev rigtig dårlig til at tage kontakt til vennerne, og så dem egentlig kun når de hev mig ud af huset eller selv vovede sig på besøg. Bare det at skulle ringe til nogen var en udfordring der blev udskudt så længe som muligt.

Nu er jeg tilbage på mine piller og sidder med en knude i maven. Det har været så dumt, for jeg troede i min forskruede hjerne at jeg havde det okay. Set i bakspejlet var jeg alt andet end okay. Nu er jeg tilbage til start med pillernes proces, og jeg håber på jeg snart kommer ovenpå igen.
Jeg har ihvertfald lært lektien.

/M