FOOD FOR THOUGHT...

Jeg delte dette billede på Facebook engang i sidste måned, tror jeg det var - men hold kæft hvor er det rigtigt.
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.

For mennesker, der ikke har haft psykiske problemer inde på livet, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, hvordan man har det. Derfor startede jeg denne blog; derfor vælger jeg at fortælle min historie på denne måde. Blogland er blevet stedet at dele sit liv, og det har jeg valgt at udnytte.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M