Følgende indlæg er dybt personligt og hudløst ærligt.
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
Ingen kommentarer:
Send en kommentar