PRECIOUS

Er netop hjemvendt efter en smålang dag.
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.

Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!

Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.

Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.

/M