BUT YOU DON'T LOOK SAD.: THE MONSTER INSIDE

Jeg sidder pt. og ser en dokumentar om ondskab. Hvad er grunden til at nogen mennesker er mere i stand til at udføre onde handlinger end andre - og hvor går grænsen på hvornår man er ond?
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.

I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?

Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.

En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?

Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.