DOWN THE RABBIT HOLE

Puha, jeg synes den er svær lige nu... Livet, alt. Derfor bliver dette indlæg hamrende pessimistisk og kommer ikke til at højne dit humør på nogen måde.

For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt.  Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?

Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?

Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?

YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.

/M