I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om opstart hos psykiater og et mål, der var at gå gennem vinteren med dét at læse flere bøger og skærpe hjernen som eneste opgave.
Jeg overlevede. Jeg klarede den opgave. Fra november til februar pløjede jeg mig igennem 8 bøger, hvoraf 3 var på engelsk, og 2 af dem var på det, jeg kalder "gammelt engelsk", da vi taler om "Stormfulde Højder" ("Wuthering Heights") og "Stolthed og Fordom" ("Pride and Prejudice"). Selvom disse to egentlig var genlæsninger, er de stadig tunge at komme igennem, og derfor synes jeg sgu godt jeg må være stolt over, at jeg gennemførte.
Faktisk, lad mig omformulere mig. Jeg overlevede ikke. Jeg LEVEDE. For første gang i 3 år har jeg ikke bare fokuseret på at overleve måneder med næsten intet dagslys og kulde. Jeg LEVEDE disse måneder. Efter jeg blev sat op i dosis, holdt den gode følelse mere eller mindre ved. Selvfølgelig var der minus-dage, som der altid vil være, men mængden af hold-kæft-jeg-har-det-godt-dage har været betydeligt større, og jeg nåede faktisk til et punkt, hvor jeg stort set kunne total-cleane den lille lejlighed og lægge hus til nytårsfest.
De sidste to uger har dog tæret lidt. Jeg er startet i et forløb hos noget, der hedder UngeFocus, som er et tilbud til bl.a. unge, der som jeg "bare" lige skal have et kærligt los i røven, men også for unge med bl.a. social-angst osv. Man har en coach tilknyttet under forløbet, som ender ud i praktik-pladser og at blive klar til en uddannelse, og dér har jeg eddermame vundet i lotteriet! Jeg har den skønneste coach som allerede efter første uge var opsat på at jeg skulle være en af hendes solstråle-historier, og jeg har aldrig mødt nogen, der i så høj grad opfordrer mig til at sige højt, at dét og dét, det er jeg fandeme god til!
Selvom det har været hårdt at skulle vænne sig til at møde et sted kl. 9 to dage om ugen, er jeg utroligt glad for at være i det tilbud. På bare to uger er min selvværdsfølelse blevet boostet i og med at min coach har skamrost mig for at være dygtig med ord og til at skrive, og den gamle drøm om at blive journalist er langsomt ved at dukke op igen.
On a side note: På et tidspunkt skrev jeg her på bloggen om dét, at leve med det lille monster i hovedet, som det er at have en psykiatrisk diagnose. Det snakkede jeg med min coach om på vores sidste uge-møde, og hun foreslog, at jeg omdannede det billede af monsteret til en historie, så gæt hvad jeg arbejder på ved siden af de opgaver hun stiller mig :)
Med hensyn til mit psykiater-forløb er der kun godt at sige so far. I øjeblikket snakker vi meget om termet "særligt sensitiv", og der er SÅ meget, der er faldet på plads. Primært er det indtryk, jeg har svært ved at fordøje i store mængder, men det er en proces der bliver arbejdet på. Medicinen fungerer, og for at sige det simpelt, så går det bare skidegodt. Jeg griner og smiler SÅ meget mere end for bare et år siden, og det føles fantastisk.
Lyset for enden af tunellen bliver lysere og lysere, og livet får mere og mere mening - og jeg nyder det i fulde drag.
/M
mandag den 17. marts 2014
mandag den 25. november 2013
AND I'M FEELING GOOD
Jeg har det bare så godt for tiden!
Selvom det mere eller mindre er blevet vinter, og timerne med lys er blevet færre, har jeg det helt uendeligt godt. Mine øjne stråler igen, og mit smil føles mere og mere ægte. Andre kan også se det, min mor fortæller mig igen og igen at jeg ser ud til at have det meget bedre - og med god grund, for det har jeg! Det har tydeligt vis hjulpet at gå op i dosis!
Jeg har fået det så godt, at jeg sammen med min sagsbehandler skal lave uddannelsesplan til februar! Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden, om vi ikke snart skulle igang med sådan en, havde jeg kigget forskrækket på dig, men nu er det en helt anden historie. Jeg savner mere og mere at have noget at bruge mine dage på. Jeg er langsomt ved at have vendt min døgnrytme (der er selvfølgelig ups'ere en gang imellem, hvis en serie tager min tid og klokken pludselig er 5 om morgenen). Jeg har rent faktisk LYST til at stå op og få noget ud af dagen. Igår gik jeg en time i skoven med min mors hund og bare nød solskinnet, naturen og det elskelige, men lettere dumme kræ der traskede afsted ved siden af mig.
Jeg har endda fået det så godt, at jeg på helt eget initiativ er begyndt at rydde op i det bombekrater, der er min lejlighed. Det startede i forgårs med "Arh, jeg tager lige gryderne", og inden jeg fik set mig om gik jeg og samlede skrald og satte tallerkener i blød. Det lyder simpelt, men når det har hobet sig op om ørerne på én og man simpelthen ikke har kunne finde lysten eller energien til at ordne det, er det et KÆMPE rush når man rent faktisk kommer igang og mærker, at det ikke tapper én for energi! Ganske vidst er ryge-pauserne måske lidt hyppigere end hvis min mor holdt mig i ørerne, men det vigtigste er, at det SKER, og det sker i MIT tempo. Jeg samler skrald i store sække, og min mor er så sød at hun har lovet at køre dem på lossepladsen for mig. Der hvor jeg bor har vi nemlig én affaldscontainer til tre opgange - så synes jeg altså det er ret douchebag-agtigt at fylde den med store skraldesække.
Jeg glæder mig så meget til at blive færdig, og har faktisk inspirationen og energien til det nu. Jeg glæder mig så meget til ikke at skamme mig over min lejlighed, og rent faktisk have folk på besøg - jeg ved ihvertfald der sidder nogen bedsteforældre og gerne vil komme forbi til en kop kaffe :) Jeg er så modig, at jeg har sat mig en deadline - på fredag skal min lejlighed være fuldstændig cleanet, for der kommer min veninde forbi. Jeg er rent faktisk opsat på at få det gjort, og er for en gangs skyld sikker på jeg møder denne deadline!
Derudover har jeg også fået energien til at gøre noget godt for mig selv og min krop. Efter at have levet af cola light og færdigretter, er jeg nu gået på sukker-detox, hvilket betyder at jeg i 5 uger ikke må indtage noget, hvor der er tilsat sukker eller sødestoffer. Det har betydet kold tyrker på cola light (måske jeg skulle begynde at drikke danskvand?), og jeg er også mere opsat på at spise sundere. Samtidig har min veninde og jeg sat os for at fuldføre the 30 Day Squat Challenge, hvor man i 30 dage laver flere og flere squats (selvfølgelig med hviledage), og så supplerer jeg med mave-øvelser og andet for at få strammet op. Vi startede igår, og jeg vejede og målte mig oppe hos min mor - om 2 uger vejer jeg mig igen, og så igen når jeg er færdig med detox. Hvis der kunne ryge nogen kg og cm, ville det være fantastisk!
Kort sagt har jeg SÅ meget mere mod på livet nu. Jeg er begyndt at hvile i mig selv og samtidig mærke den sunde rastløshed der opstår ved ikke at lave noget. Vinteren igennem skal jeg kun koncentrere mig om at begynde at læse noget mere og træne min hjerne til at huske bedre og øge min koncentrationsevne, og så tager vi den derfra til februar.
Livet føles jo godt!
/M
Selvom det mere eller mindre er blevet vinter, og timerne med lys er blevet færre, har jeg det helt uendeligt godt. Mine øjne stråler igen, og mit smil føles mere og mere ægte. Andre kan også se det, min mor fortæller mig igen og igen at jeg ser ud til at have det meget bedre - og med god grund, for det har jeg! Det har tydeligt vis hjulpet at gå op i dosis!
Jeg har fået det så godt, at jeg sammen med min sagsbehandler skal lave uddannelsesplan til februar! Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden, om vi ikke snart skulle igang med sådan en, havde jeg kigget forskrækket på dig, men nu er det en helt anden historie. Jeg savner mere og mere at have noget at bruge mine dage på. Jeg er langsomt ved at have vendt min døgnrytme (der er selvfølgelig ups'ere en gang imellem, hvis en serie tager min tid og klokken pludselig er 5 om morgenen). Jeg har rent faktisk LYST til at stå op og få noget ud af dagen. Igår gik jeg en time i skoven med min mors hund og bare nød solskinnet, naturen og det elskelige, men lettere dumme kræ der traskede afsted ved siden af mig.
Jeg har endda fået det så godt, at jeg på helt eget initiativ er begyndt at rydde op i det bombekrater, der er min lejlighed. Det startede i forgårs med "Arh, jeg tager lige gryderne", og inden jeg fik set mig om gik jeg og samlede skrald og satte tallerkener i blød. Det lyder simpelt, men når det har hobet sig op om ørerne på én og man simpelthen ikke har kunne finde lysten eller energien til at ordne det, er det et KÆMPE rush når man rent faktisk kommer igang og mærker, at det ikke tapper én for energi! Ganske vidst er ryge-pauserne måske lidt hyppigere end hvis min mor holdt mig i ørerne, men det vigtigste er, at det SKER, og det sker i MIT tempo. Jeg samler skrald i store sække, og min mor er så sød at hun har lovet at køre dem på lossepladsen for mig. Der hvor jeg bor har vi nemlig én affaldscontainer til tre opgange - så synes jeg altså det er ret douchebag-agtigt at fylde den med store skraldesække.
Jeg glæder mig så meget til at blive færdig, og har faktisk inspirationen og energien til det nu. Jeg glæder mig så meget til ikke at skamme mig over min lejlighed, og rent faktisk have folk på besøg - jeg ved ihvertfald der sidder nogen bedsteforældre og gerne vil komme forbi til en kop kaffe :) Jeg er så modig, at jeg har sat mig en deadline - på fredag skal min lejlighed være fuldstændig cleanet, for der kommer min veninde forbi. Jeg er rent faktisk opsat på at få det gjort, og er for en gangs skyld sikker på jeg møder denne deadline!
Derudover har jeg også fået energien til at gøre noget godt for mig selv og min krop. Efter at have levet af cola light og færdigretter, er jeg nu gået på sukker-detox, hvilket betyder at jeg i 5 uger ikke må indtage noget, hvor der er tilsat sukker eller sødestoffer. Det har betydet kold tyrker på cola light (måske jeg skulle begynde at drikke danskvand?), og jeg er også mere opsat på at spise sundere. Samtidig har min veninde og jeg sat os for at fuldføre the 30 Day Squat Challenge, hvor man i 30 dage laver flere og flere squats (selvfølgelig med hviledage), og så supplerer jeg med mave-øvelser og andet for at få strammet op. Vi startede igår, og jeg vejede og målte mig oppe hos min mor - om 2 uger vejer jeg mig igen, og så igen når jeg er færdig med detox. Hvis der kunne ryge nogen kg og cm, ville det være fantastisk!
Kort sagt har jeg SÅ meget mere mod på livet nu. Jeg er begyndt at hvile i mig selv og samtidig mærke den sunde rastløshed der opstår ved ikke at lave noget. Vinteren igennem skal jeg kun koncentrere mig om at begynde at læse noget mere og træne min hjerne til at huske bedre og øge min koncentrationsevne, og så tager vi den derfra til februar.
Livet føles jo godt!
/M
mandag den 14. oktober 2013
PROGRESS?
Endnu en uge er gået - dvs. endnu en uge med medicin, psykoterapeut og psykiater.
De opmærksomhedsskærpende piller var ikke en succes, da den eneste virkning jeg mærkede var, at jeg blev rastløs, hyperaktiv og enormt irritabel. Jeg følte mig som et damp-barn med voldsom PMS. Jeg følte jeg kunne springe rundt på væggene, men når min mor kom med forslag til borddækningen til lillebrors fødselsdag mens han og jeg var igang med at sætte op, kunne jeg mærke irritationen boble, og jeg følte mig nærmest bipolar.
Det siger vidst sig selv at de er lagt på hylden igen.
Derudover får jeg en indkaldelse til CT-skanning indenfor den nærmeste fremtid. Mine primære problem-punkter er min koncentrationsevne, som er mindsket utroligt kraftigt i forhold til jeg før i tiden kunne sidde en hel dag med næsen i den samme bog uden pause, og min hukommelse, som er helt ude og skide. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvor i hjernen disse ting foregår, men ikke desto mindre har min psykiater bestilt en CT-skanning til mig, så vi kan udelukke, at disse problemer skyldes noget fysisk.
Med forsøget med de opmærksomhedsskærpende piller har vi kunne udelukke mulig ADD som årsag - tilbage der angst og/eller stress, der evt. kan have en indvirkning på min depression. Spørgsmålet, der er dukket op et par gange, er, om jeg overhovedet lider af en depression - jeg er jo ikke depressiv, som sådan. Jo, jeg får episoder hvor det føles som om der sidder et sort hul i mit bryst og suger al energi til sig, og af og til medfører det at jeg græder, men der er langt imellem disse tilfælde.
I det mindste ved jeg at mine antidepressiver begynder at have én eller anden form for effekt - med den øgede dosis har jeg nemlig oplevet en øget træthed. Jeg føler mig konstant drænet og udmattet, men på trods af det har jeg stadig svært ved at få vendt min døgnrytme.
Det mest frustrerende i verden er at lægge sig i sin seng, træt som bare pokker, men selvom du lukker øjnene og slapper af falder du ikke i søvn - du ligger bare og mærker sekunderne, minutterne tikke forbi, og af og til mister man fuldstændig tidsfornemmelsen, og pludselig er klokken halv 5 om morgenen, og man har ikke fået et øjebliks hvile. At stå op og på ingen måde føle sig udhvilet. At tage op til flere ufrivillige all-night'ere, efterfulgt af at man sover i godt og vel et døgn bagefter. Derefter er man vågen i mindst et døgn - og så har vi en ond cirkel.
/M
De opmærksomhedsskærpende piller var ikke en succes, da den eneste virkning jeg mærkede var, at jeg blev rastløs, hyperaktiv og enormt irritabel. Jeg følte mig som et damp-barn med voldsom PMS. Jeg følte jeg kunne springe rundt på væggene, men når min mor kom med forslag til borddækningen til lillebrors fødselsdag mens han og jeg var igang med at sætte op, kunne jeg mærke irritationen boble, og jeg følte mig nærmest bipolar.
Det siger vidst sig selv at de er lagt på hylden igen.
Derudover får jeg en indkaldelse til CT-skanning indenfor den nærmeste fremtid. Mine primære problem-punkter er min koncentrationsevne, som er mindsket utroligt kraftigt i forhold til jeg før i tiden kunne sidde en hel dag med næsen i den samme bog uden pause, og min hukommelse, som er helt ude og skide. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvor i hjernen disse ting foregår, men ikke desto mindre har min psykiater bestilt en CT-skanning til mig, så vi kan udelukke, at disse problemer skyldes noget fysisk.
Med forsøget med de opmærksomhedsskærpende piller har vi kunne udelukke mulig ADD som årsag - tilbage der angst og/eller stress, der evt. kan have en indvirkning på min depression. Spørgsmålet, der er dukket op et par gange, er, om jeg overhovedet lider af en depression - jeg er jo ikke depressiv, som sådan. Jo, jeg får episoder hvor det føles som om der sidder et sort hul i mit bryst og suger al energi til sig, og af og til medfører det at jeg græder, men der er langt imellem disse tilfælde.
I det mindste ved jeg at mine antidepressiver begynder at have én eller anden form for effekt - med den øgede dosis har jeg nemlig oplevet en øget træthed. Jeg føler mig konstant drænet og udmattet, men på trods af det har jeg stadig svært ved at få vendt min døgnrytme.
Det mest frustrerende i verden er at lægge sig i sin seng, træt som bare pokker, men selvom du lukker øjnene og slapper af falder du ikke i søvn - du ligger bare og mærker sekunderne, minutterne tikke forbi, og af og til mister man fuldstændig tidsfornemmelsen, og pludselig er klokken halv 5 om morgenen, og man har ikke fået et øjebliks hvile. At stå op og på ingen måde føle sig udhvilet. At tage op til flere ufrivillige all-night'ere, efterfulgt af at man sover i godt og vel et døgn bagefter. Derefter er man vågen i mindst et døgn - og så har vi en ond cirkel.
/M
fredag den 27. september 2013
NYE TIDER?
Bum. Så har jeg afsluttet session nr. 2 hos psykiateren, og der sker allerede ting og sager.
For det første er min dosis blevet sat op med 10 mg, så jeg altså skal tage 40 mg. I samme åndedrag fortæller han mig, at det er normal voksendosis, og det første der flyver gennem mit hoved er tanken om, hvorvidt jeg så har været mere eller mindre underdoseret de sidste snart 3 år. Men det er hvad det er; nu er det bare at vente at se hvordan det virker.
For det andet, og det er jeg meget spændt på, har han sat mig til at afprøve nogen såkaldt opmærksomhedsskærpende piller. Jeg kan ikke huske navnet umiddelbart, men pointen er, at de skal give mig et ekstra lille kick. Der skal nok eksperimenteres lidt med dosis for at finde den helt rette, men ihvertfald skal de tages med 3 timers mellemrum, og i starten skal jeg nøjes med en halv pille. Den første halve pille er allerede taget. Virkningen indtræder først rigtig efter 3 timer (eller også virkede de kun i 3 timer - min hukommelse er stadig helt ude at skide). De eneste egentlige bivirkninger kan være hjertebanken, og hvis man tager dem på tom mave, kan man også få ondt i maven.
Jeg er ret spændt på at se hvordan det udfalder.
Det gik lige op for mig, mens jeg skrev alt det her, at ikke alene fungerer den her blog som et indblik i. hvordan det er at leve med en psykisk diagnose, men den kan også fungere som en hjælp for mig til at kunne overskue lidt bedre, hvorvidt jeg får det bedre eller dårligere - og så vil det da også være spændende ude i fremtiden at kunne finde den her blog frem igen og læse lidt om, hvad der foregik i mit liv, da jeg var 21 - 23 år.
Nu vil jeg prøve at være produktiv - jeg har en tøjvask der skal sættes over, og så fylder min yngste bror 17 idag, så i aften står den på boller og kage oppe hos min mor.
/M
For det første er min dosis blevet sat op med 10 mg, så jeg altså skal tage 40 mg. I samme åndedrag fortæller han mig, at det er normal voksendosis, og det første der flyver gennem mit hoved er tanken om, hvorvidt jeg så har været mere eller mindre underdoseret de sidste snart 3 år. Men det er hvad det er; nu er det bare at vente at se hvordan det virker.
For det andet, og det er jeg meget spændt på, har han sat mig til at afprøve nogen såkaldt opmærksomhedsskærpende piller. Jeg kan ikke huske navnet umiddelbart, men pointen er, at de skal give mig et ekstra lille kick. Der skal nok eksperimenteres lidt med dosis for at finde den helt rette, men ihvertfald skal de tages med 3 timers mellemrum, og i starten skal jeg nøjes med en halv pille. Den første halve pille er allerede taget. Virkningen indtræder først rigtig efter 3 timer (eller også virkede de kun i 3 timer - min hukommelse er stadig helt ude at skide). De eneste egentlige bivirkninger kan være hjertebanken, og hvis man tager dem på tom mave, kan man også få ondt i maven.
Jeg er ret spændt på at se hvordan det udfalder.
Det gik lige op for mig, mens jeg skrev alt det her, at ikke alene fungerer den her blog som et indblik i. hvordan det er at leve med en psykisk diagnose, men den kan også fungere som en hjælp for mig til at kunne overskue lidt bedre, hvorvidt jeg får det bedre eller dårligere - og så vil det da også være spændende ude i fremtiden at kunne finde den her blog frem igen og læse lidt om, hvad der foregik i mit liv, da jeg var 21 - 23 år.
Nu vil jeg prøve at være produktiv - jeg har en tøjvask der skal sættes over, og så fylder min yngste bror 17 idag, så i aften står den på boller og kage oppe hos min mor.
/M
tirsdag den 24. september 2013
UPDATE: SIDEN SIDST
Åh wow. Det er over et år siden jeg sidst har blogget her. Hvad er der sket siden sidst?
Jeg har i snart et halvt år gået hos en psykoterapeut, hvor det bl.a. er mindfulness og kunst-terapi, der er på dagsordenen. For første gang følte jeg, at jeg havde en "behandler", der rent faktisk forstod mig, og jeg er virkelig glad for at have en sagsbehandler på jobcenteret, der fik dette arrangement kørt i stilling.
Derudover er jeg netop startet hos en psykiater. Mit håb er at jeg kan blive stabiliseret, især mht. medicin, da jeg ikke synes den dosis og det præparat jeg tager nu, har den effekt jeg gerne ville have. Jeg har kun haft én session hos min psykiater, men han virker rigtig flink, og jeg har gjort det klart med mig selv fra starten, at han kan kun hjælpe mig hvis jeg er 100% ærlig overfor ham, hvilket jeg selvfølgelig vil bestræbe mig på, selvom det kan blive hårdt.
Derudover havde jeg en skøn, skøn sommer med Roskilde Festival samt familiekoloni og sommerhusferie med min daværende kæreste og hans familie. Der har været nogen små-hårde perioder med mindre meltdowns og et forhold der sluttede, men jeg er stærkt indstillet på at kæmpe mig igennem vinteren med bl.a. lysterapi (takket være min psykoterapeut), mindfulness og andre kreative input.
En lille, hurtig update om hvad der sker i mit liv, ikke mindst på depressionsfronten og kampen for at få det bedre.
/M
mandag den 20. august 2012
MAN STARTER I DET SMÅ...
Jeg har lige sendt Casper ud af døren og hjem igen efter et semi-spontant besøg, hvor vi rent faktisk var konstruktive - og ikke på den sædvanlige kreative måde. Normalt går der hurtigt kreativitet i den (når der ikke lige bliver erklæret krig via diverse brætspil...), men idag var vi begge temmelig flade pga. varmen. I kan sikkert huske mit indlæg om vigtigheden i et stærkt bagland. Nu skal I høre hvad der sker når en af de stærkeste personer i MIT bagland er på besøg!
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
torsdag den 16. august 2012
I'M NOT DEAD
Efter sidste indlæg har jeg fået rigtig meget respons fra en masse søde mennesker. Det varmede mit hjerte - så I skal have tusind tak for de opmuntrende ord. Alt hvad der bliver skrevet her kommer direkte fra hjertet og hjernen, og af og til må jeg huske mig selv på at alt hvad jeg skriver kan læses af alle - men så igen, pointen med denne blog er netop at sætte fokus på både de gode og dårlige sider. Jeg kunne nemt male et rosenrødt billede af en patient der gradvist får det bedre og bedre indtil hun er rask, men så ville jeg ikke være tro mod bloggen og mit mål med den.
Jeg har siden jeg startede bloggen fået nogen rigtig søde kommentarer, og en af dem, der bed sig fast og gjorde mig endnu mere hooked på bloggen, kom fra Linnea Green bag bloggen Vuelta de la Linne. Den lød i retning af "Skriv for fanden - for nu føler jeg mig ikke så alene!". I det øjeblik jeg så den kommentar svulmede mit hjerte - mit mål med bloggen var blevet virkelighed. Det er blevet så tys-tys at have en psykisk diagnose, og i nogen kredse snakker man slet ikke om det.
Det skal være slut nu. Psykiske lidelser er lige så rigtige og alvorlige som fysiske lidelser. Dog lider mange i stilhed, og det er synd og skam, for kan man blot lette sit hjerte til bare én person, om det så er en psykolog, psykiater eller en pårørende, har man det som regel bare lidt bedre bagefter. Vi har alle krav på at føle os forstået, og kan man få den følelse fra bare ét andet menneske er man allerede nået langt. Jeg er så heldig at have en vidunderlig familie der forstår fuldt ud hvordan jeg har det - min moster er sygeplejerske, og på begge sider af familien er der historie med psykiske diagnoser, så jeg har et vidunderligt bagland. Dette bagland består også af den skønneste vennekreds man kan ønske sig. Jeg ved de kun er et opkald væk hvis jeg har brug for at snakke, og mere beder jeg ikke om.
Der kommer forhåbentlig mere liv på streetstyle-bloggen i den kommende tid - et godt råd fra min skønne veninde Marie var nemlig at have som mål at tage mindst ét streetstyle-billede om dagen. Jeg tror det er lige hvad jeg har brug for - for jeg er rigtig, RIGTIG god til at isolere mig i lejligheden og spille Xbox eller stirre huller i væggen. Bare en lille gåtur gennem byen plejer at hjælpe bare lidt - og om ikke andet kommer jeg ud og møder en masse lækre mennesker på den måde. Det kan kun hjælpe lidt på det.
Vejen frem kan være utroligt hård - men med den rette støtte kan byrden lettes.
/M
tirsdag den 14. august 2012
DOWN THE RABBIT HOLE
Puha, jeg synes den er svær lige nu... Livet, alt. Derfor bliver dette indlæg hamrende pessimistisk og kommer ikke til at højne dit humør på nogen måde.
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
fredag den 3. august 2012
BUT WHICH METHOD?
Idag bliver en god dag, tror jeg - jeg glæder mig ihvertfald!
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
torsdag den 2. august 2012
AND I'M MISSING YOU
Følgende indlæg er dybt personligt og hudløst ærligt.
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
mandag den 23. juli 2012
PRECIOUS
Er netop hjemvendt efter en smålang dag.
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.
Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!
Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.
Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.
/M
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.
Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!
Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.
Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.
/M
lørdag den 21. juli 2012
THE MONSTER INSIDE
Jeg sidder pt. og ser en dokumentar om ondskab. Hvad er grunden til at nogen mennesker er mere i stand til at udføre onde handlinger end andre - og hvor går grænsen på hvornår man er ond?
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
 |
| Fotograf og redigering: Casper Mohr - find hans blog her! |
"Ghosts are real. Monsters are real too. They live inside us, and sometimes they win."
- Stephen King
/M
lørdag den 14. juli 2012
FAITH, HOPE AND LOVE
Idag er det min fødselsdag - jeg bliver hele 22 år gammel! Puh, så er man dét tættere på de 30...
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
Denne smukke halskæde fik jeg af min farmor. Den har tilhørt hendes mor, min oldemor, som nu er død. Den er af guld, og som I kan se er vedhænget symbolerne for tro, håb og kærlighed - noget, som min farmor også skrev i kortet, hun ønsker for mig.
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
 |
| Jeg undskylder kvaliteten - billedet er taget med min HTC Cha Cha telefon. |
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
tirsdag den 10. juli 2012
IT'S ALL ABOUT PASSION
Puh, det er noget tid siden jeg har været forbi... Jeg har åbenbart trængt til en gang massiv afslapning efter studenter-ræset, som endnu ikke helt er forbi, siden jeg var til studenterfest i lørdags.
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
mandag den 2. juli 2012
BABY STEPS
Jeg er nu gået igang med et projekt, jeg længe har ville sætte igang. Måske er I stødt på min anden blog BUT WHO ARE YOU? og har læst indlægget allerede, men dette er en stor del af mit liv lige nu og jeg føler stærkt for at dele dette med jer.
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
fredag den 29. juni 2012
PICTURE PERFECT?
Hej søde mennesker der læser med!
Jeg er en elendig blogger pt - denne uge har været hektisk pga. studenterhalløj. Lillebror fik som sagt hue på i mandags. Onsdag stod den på galla, igår holdt vi privat studentergilde, og idag var de ude og køre - alt sammen med yours truly som fotograf. Jeg tror aldrig jeg har tømt mit kamera så hyppigt!
On a side note, så har jeg oprettet endnu en blog - den kommer til at indeholde streetstyle billeder såvel som strøtanker og hvad/hvem der inspirerer mig som kunstner (uanset om det er musik eller film) og menneske. Det er et indblik i den kreative del af min hjerne - den del, der holder mig oppe og pt. giver mig noget at leve for.
Fordi dette indlæg er super kort (jeg sidder i skrivende stund og er totalt klar til at gå omkuld!), får I nogen fantastiske billeder med på vejen. Jeg elsker at kigge folks blogs igennem, især når de poster nogle smukke og inspirerende billeder - også selvom billedet bare består at citater. Jeg er en kæmpe sucker for citater og har selv et stykke A4 papir fyldt med skønne og opmuntrende citater hængende på mit skab. Disse er dog lidt mere tankevækkende, måske endda i den depressive ende - men det er en del af livet og en del af mig og min tankegang.
Until next time.
/M
Jeg er en elendig blogger pt - denne uge har været hektisk pga. studenterhalløj. Lillebror fik som sagt hue på i mandags. Onsdag stod den på galla, igår holdt vi privat studentergilde, og idag var de ude og køre - alt sammen med yours truly som fotograf. Jeg tror aldrig jeg har tømt mit kamera så hyppigt!
On a side note, så har jeg oprettet endnu en blog - den kommer til at indeholde streetstyle billeder såvel som strøtanker og hvad/hvem der inspirerer mig som kunstner (uanset om det er musik eller film) og menneske. Det er et indblik i den kreative del af min hjerne - den del, der holder mig oppe og pt. giver mig noget at leve for.
Fordi dette indlæg er super kort (jeg sidder i skrivende stund og er totalt klar til at gå omkuld!), får I nogen fantastiske billeder med på vejen. Jeg elsker at kigge folks blogs igennem, især når de poster nogle smukke og inspirerende billeder - også selvom billedet bare består at citater. Jeg er en kæmpe sucker for citater og har selv et stykke A4 papir fyldt med skønne og opmuntrende citater hængende på mit skab. Disse er dog lidt mere tankevækkende, måske endda i den depressive ende - men det er en del af livet og en del af mig og min tankegang.
 |
| Jeg elsker filmen, og især dette citat bed sig fast - for det er så rigtigt. |
/M
tirsdag den 26. juni 2012
AS LIFE PASSES BY
Igår blev min ældste lillebror student fra gymnasiet. Selvfølgelig er det en dejlig ting, og jeg er stolt af ham, men det satte også en masse tanker igang.
Jeg blev selv student for 3 år siden. Jeg var lykkelig for endelig at være færdig, især fordi jeg fik min første depression i 2.g, og til tider blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg fik min hue.
Siden fik jeg det bedre og jeg så mig selv som værende rask. Jeg stoppede min medicin, tog et sabbatår efter 3.g og alt kørte bare som på skinner. Jeg havde et par små-jobs her og der, og i september 2010 flyttede jeg hjemmefra og startede på bioanalytiker uddannelsen, som på daværende tidspunkt virkede som min drømmeuddannelse.
Så gik det galt.
Ikke engang et halvt år inde i uddannelsen gik jeg helt ned igen og fik diagnosticeret min anden depression. Jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen og lå bare i min seng i ugevis og lavede ingenting. Mit liv gik på alle måder i stå, og jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle få et velfungerende liv. Min mors alarmklokker gik for alvor igang da jeg ikke engang havde lyst til at gå til audition på en forestilling musicalgruppen Sceptor, min anden familie, satte op.
Basically havde jeg mistet lysten til alt det, der tidligere drev mig og fik mig ud af sengen.
Som tiden er gået har jeg gradvist fået det bedre, men jeg er slet ikke noget nær klar en til uddannelse endnu. Jeg har kigget lidt på forskellige, og det der tiltaler mig nu, er alle sammen kreative uddannelser. Skuespiller, fotograf, filminstruktør. Jeg ville også elske at kunne leve af at lave musik.
Jeg siger tit, at mit ultimative drømmejob ville være at arbejde på tv-serien Glee. Musik, sang, dans og skuespil i ét. Jeg fantaserer tit om at pakke alt mit lort og flytte til L.A. og starte på en frisk. Tage skuespilstimer, gå til den ene audition efter den anden, have et crappy arbejde der betaler regningerne mens jeg venter på mit break-through. Arbejde som statist på en masse tv-serier og film indtil jeg får den opringning jeg venter på; at casting-menneskerne kunne lide min audition og gerne vil ansætte mig. Arbejde lange dage på sets med masser af ventetid, bare for at lave det, jeg elsker. Blive udfordret som både menneske og skuespiller hver eneste dag. Det er dét, jeg drømmer om.
Jeg ved godt det er store drømme at have. Jeg ved også godt at mange mennesker har disse drømme og aldrig får dem realiseret. Det ændrer ikke på, at der stadig er mennesker, der får disse drømme opfyldt.
Hvorfor skulle jeg så ikke være en af dem?
The day I stop dreaming, I might as well be dead.
/M
Jeg blev selv student for 3 år siden. Jeg var lykkelig for endelig at være færdig, især fordi jeg fik min første depression i 2.g, og til tider blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg fik min hue.
Siden fik jeg det bedre og jeg så mig selv som værende rask. Jeg stoppede min medicin, tog et sabbatår efter 3.g og alt kørte bare som på skinner. Jeg havde et par små-jobs her og der, og i september 2010 flyttede jeg hjemmefra og startede på bioanalytiker uddannelsen, som på daværende tidspunkt virkede som min drømmeuddannelse.
Så gik det galt.
Ikke engang et halvt år inde i uddannelsen gik jeg helt ned igen og fik diagnosticeret min anden depression. Jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen og lå bare i min seng i ugevis og lavede ingenting. Mit liv gik på alle måder i stå, og jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle få et velfungerende liv. Min mors alarmklokker gik for alvor igang da jeg ikke engang havde lyst til at gå til audition på en forestilling musicalgruppen Sceptor, min anden familie, satte op.
Basically havde jeg mistet lysten til alt det, der tidligere drev mig og fik mig ud af sengen.
Som tiden er gået har jeg gradvist fået det bedre, men jeg er slet ikke noget nær klar en til uddannelse endnu. Jeg har kigget lidt på forskellige, og det der tiltaler mig nu, er alle sammen kreative uddannelser. Skuespiller, fotograf, filminstruktør. Jeg ville også elske at kunne leve af at lave musik.
Jeg siger tit, at mit ultimative drømmejob ville være at arbejde på tv-serien Glee. Musik, sang, dans og skuespil i ét. Jeg fantaserer tit om at pakke alt mit lort og flytte til L.A. og starte på en frisk. Tage skuespilstimer, gå til den ene audition efter den anden, have et crappy arbejde der betaler regningerne mens jeg venter på mit break-through. Arbejde som statist på en masse tv-serier og film indtil jeg får den opringning jeg venter på; at casting-menneskerne kunne lide min audition og gerne vil ansætte mig. Arbejde lange dage på sets med masser af ventetid, bare for at lave det, jeg elsker. Blive udfordret som både menneske og skuespiller hver eneste dag. Det er dét, jeg drømmer om.
Jeg ved godt det er store drømme at have. Jeg ved også godt at mange mennesker har disse drømme og aldrig får dem realiseret. Det ændrer ikke på, at der stadig er mennesker, der får disse drømme opfyldt.
Hvorfor skulle jeg så ikke være en af dem?
The day I stop dreaming, I might as well be dead.
/M
lørdag den 23. juni 2012
FOOD FOR THOUGHT...
Jeg delte dette billede på Facebook engang i sidste måned, tror jeg det var - men hold kæft hvor er det rigtigt.
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.
For mennesker, der ikke har haft psykiske problemer inde på livet, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, hvordan man har det. Derfor startede jeg denne blog; derfor vælger jeg at fortælle min historie på denne måde. Blogland er blevet stedet at dele sit liv, og det har jeg valgt at udnytte.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M
fredag den 22. juni 2012
IT'S A VERY, VERY... MAD WORLD.
Dette indlæg er ikke depressionsrelateret - men indholdet er vigtigt og buskabet står mig meget nært personligt.
Dette klip fangede min opmærksomhed da min lillebror linkede til det på Facebook. Det viser en kvinde ved navn Karen, der bliver håbløst og nådesløst mobbet af de unge mennesker hun har til opgave at beskytte som bus monitor i New York. Efterfølgende er faderen til et af disse unge mennesker trådt frem på tv og skammer sig inderligt, og jeg håber virkelig alle disse unge mennesker sidder tilbage med en rigtig grim smag i munden, især fordi hun er så god af sig at hun ikke vil lægge sag an mod dem.
Denne video har rystet mennesker over hele verden, og jeg er bestemt en af dem. Anti-hadegruppen på Facebook "For alle der er trætte af MÆLKEBØTTER" har heldigvis også nogen hurtige medlemmer der har lagt videoen op, for den er et udemærket eksempel på at unge ikke kun mobber unge og at ingen er sikker mod mobning.
Uanset alder på mobber og mobbeoffer er mobning aldrig i orden. Mobning vil altid give ar på sjælen og kan ødelægge et liv fuldstændig. Sidste år blev USA rystet af en serie af selvmord begået af LGBT teenagere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) som følge af intensiv mobning og chikane pga. deres seksuelle orientering, og siden adgang til internettet og mobiltelefoner er blevet hverdag for teengere er mobningen eksploderet i det begreb der hedder cyberbullying, eller cyber-mobning. Grusomhederne er ikke længere begrænset til skolegården, men følger de unge mennesker med hjem, og Youtube er fuld af mindevideoer, der er lavet for at hylde de unge mennesker, der har taget deres eget liv som følge af mobning, både hetero-, bi- og homoseksuelle.
Det er heller ikke kun unge mennesker der mobber. En ung pige blev forelsket i en fyr hun havde skrevet sammen med og begik selvmord da denne unge fyr også vendte sig imod hende. Han viste sig at være fiktiv, da den unge piges tidligere venindes mor stod bag den falske internetprofil efter hendes datter og den unge pige, som iøvrigt var deres nabo, var blevet uvenner. Hun ville give den stakkels unge pige "hvad hun fortjente".
Ingen fortjener at blive mobbet. Desværre vil der altid være mennesker der føler behov for at træde på andre for at føle sig større og stærkere, men sammen kan vi forhåbentlig gøre bare en lille forskel i denne kamp.
Lad os sprede kærlighed frem for had og lade karma tage sig af dem, der gør det modsatte.
/M
Dette klip fangede min opmærksomhed da min lillebror linkede til det på Facebook. Det viser en kvinde ved navn Karen, der bliver håbløst og nådesløst mobbet af de unge mennesker hun har til opgave at beskytte som bus monitor i New York. Efterfølgende er faderen til et af disse unge mennesker trådt frem på tv og skammer sig inderligt, og jeg håber virkelig alle disse unge mennesker sidder tilbage med en rigtig grim smag i munden, især fordi hun er så god af sig at hun ikke vil lægge sag an mod dem.
Denne video har rystet mennesker over hele verden, og jeg er bestemt en af dem. Anti-hadegruppen på Facebook "For alle der er trætte af MÆLKEBØTTER" har heldigvis også nogen hurtige medlemmer der har lagt videoen op, for den er et udemærket eksempel på at unge ikke kun mobber unge og at ingen er sikker mod mobning.
Uanset alder på mobber og mobbeoffer er mobning aldrig i orden. Mobning vil altid give ar på sjælen og kan ødelægge et liv fuldstændig. Sidste år blev USA rystet af en serie af selvmord begået af LGBT teenagere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) som følge af intensiv mobning og chikane pga. deres seksuelle orientering, og siden adgang til internettet og mobiltelefoner er blevet hverdag for teengere er mobningen eksploderet i det begreb der hedder cyberbullying, eller cyber-mobning. Grusomhederne er ikke længere begrænset til skolegården, men følger de unge mennesker med hjem, og Youtube er fuld af mindevideoer, der er lavet for at hylde de unge mennesker, der har taget deres eget liv som følge af mobning, både hetero-, bi- og homoseksuelle.
Det er heller ikke kun unge mennesker der mobber. En ung pige blev forelsket i en fyr hun havde skrevet sammen med og begik selvmord da denne unge fyr også vendte sig imod hende. Han viste sig at være fiktiv, da den unge piges tidligere venindes mor stod bag den falske internetprofil efter hendes datter og den unge pige, som iøvrigt var deres nabo, var blevet uvenner. Hun ville give den stakkels unge pige "hvad hun fortjente".
Ingen fortjener at blive mobbet. Desværre vil der altid være mennesker der føler behov for at træde på andre for at føle sig større og stærkere, men sammen kan vi forhåbentlig gøre bare en lille forskel i denne kamp.
Lad os sprede kærlighed frem for had og lade karma tage sig af dem, der gør det modsatte.
/M
mandag den 11. juni 2012
INFLATE MY EGO
Puh, jeg synes jeg er lettere træt... Men det er vel prisen for at komme hjem ved 4-tiden fordi min bedste ven og jeg legede med billeder i photoshop.
Den anden dag legede vi semi-spontant photoshoot med mig som model, for at få nogen lækre billeder af mit hår. Det var en ret akavet oplevelse, da jeg er vant til at være på den anden side af kameraet, men der kom nogen rigtig flotte billeder ud af det, til min store overraskelse. Jeg har aldrig selv syntes jeg var specielt fotogen, og har også altid haft nogen issues med hvordan jeg ser ud - jeg er for tyk, min mund er for lille osv. Jeg tror det har været et sundt "reality-check" for mig, hvis man kan kalde det dét. Jeg ser så småt hvad andre ser - eller ihvertfald hvad de siger, de ser. En ung pige med et kønt ansigt, bambi-øjne og et smil på læben.
Jeg er så uendeligt tilfreds med dette billede - og det forstærkes bare af, at det er et one-shot wonder. Det var en test for at se om den slags billeder kunne fungere, og så endte det så godt ud. Det eneste der er redigeret er farverne, og så er der tilsat lidt shine i øjnene.
Endelig reflekterer kameraet hvad jeg ind i mellem ser i spejlet. Ord kan ikke rigtig beskrive hvor tilfreds jeg er med dette billede.
/M
Den anden dag legede vi semi-spontant photoshoot med mig som model, for at få nogen lækre billeder af mit hår. Det var en ret akavet oplevelse, da jeg er vant til at være på den anden side af kameraet, men der kom nogen rigtig flotte billeder ud af det, til min store overraskelse. Jeg har aldrig selv syntes jeg var specielt fotogen, og har også altid haft nogen issues med hvordan jeg ser ud - jeg er for tyk, min mund er for lille osv. Jeg tror det har været et sundt "reality-check" for mig, hvis man kan kalde det dét. Jeg ser så småt hvad andre ser - eller ihvertfald hvad de siger, de ser. En ung pige med et kønt ansigt, bambi-øjne og et smil på læben.
 |
| Fotograf og redigering: Casper Mohr |
Endelig reflekterer kameraet hvad jeg ind i mellem ser i spejlet. Ord kan ikke rigtig beskrive hvor tilfreds jeg er med dette billede.
/M
Abonner på:
Opslag (Atom)