SINGIN' IN THE RAIN

Hej guys! Jeg er så dårlig til at blogge regelmæssigt, så dette indlæg er nok lidt overdue...

Disse billeder er fra forrige lørdag, d. 21/4, hvor det var meningen Sceptor skulle have gået optog gennem Næstved by sammen med Avantgarden. Det blev dog aflyst pga. regn, hvilket vi først blev informeret om efter vi havde gjort klar i bedste Singing in the Rain stil. Jeg havde dog kameraet med så der kunne blive taget billeder af optoget, så i stedet legede vi spontant photo-shoot inklusiv farverige regn-poncho'er og paraplyer, og generelt havde vi det sjovt i regnen. En lille del af resultatet kan I se ovenfor :)

EARLY MORNING BLUES?

Sidder i de tidlige morgentimer efter ikke at have kunnet sove i nat og nyder en kop pulver- wiener melange. Der foregår et eller andet inde i mig, men jeg er ikke sikker på at jeg kan lide det. Det føles som om noget er gået i stykker indeni. Jeg tror jeg ved hvorfor, men jeg er ikke sikker.

I wanted you so badly to let me in.
In fact I think I just wanted you.
But I may have confused real with fake
Since you ended up screwing me over.
Still I miss you right now
You and all we could have been
But I guess I wanted you to let me in
So I could focus on your issues and ignore my own

VIS MIG DINE SVAGHEDER

Jeg er stor fan af tv-serien Glee og deres program til at finde nye skuespillere, The Glee Project.
The Glee Project har et nyt tema hver uge, og i den ovenstående video er temaet vulnerability, eller på dansk, sårbarhed. Deltagerne skulle hver især finde et ord der beskrev den ting, de var mest sårbar overfor, som andre ville kunne bruge imod dem. Der kom, som I kan se, ord som fat, gay, anorexic og used på banen, og generelt er det et meget følelsesladet afsnit.

Da jeg så videoen i afsnittet, brød jeg sammen. Bare det at se videoen alene giver mig en klump i halsen. Jeg kom nemlig til at tænke på hvad der ville stå på mit skilt, hvis jeg skulle vælge et ord.
Det ord jeg kom frem til er hollow, eller hul på dansk, for det er sådan min depression får mig til at føle mig.

Jeg kan ikke huske sidste gang jeg rent faktisk følte noget. Uanset om det var glæde, vrede, om jeg var ked af det. Jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg kan grine og græde, råbe og skrige, men jeg føler ikke de følelser der ligger bag handlingerne. Jeg føler mig som en tom skal, der går gennem livet uden at føle, og det skræmmer mig uendeligt.

Jeg er så bange for ikke at kunne føle noget igen. Hvad hvis jeg møder en person, som min hjerne siger jeg er hovedkuls forelsket i, men jeg ikke føler sommerfuglene i maven? Det ville jeg aldrig kunne byde en anden person. Selv den kærlighed jeg har for mine bedste venner føler jeg ikke til fulde. Hvis jeg bryder grædende sammen, som jeg gjorde til vulnerability-afsnittet, kan jeg ikke mærke den følelse indeni, der triggede reaktionen. Jeg kan sidde og hulke uden at vide hvorfor jeg græder. Det er den værste følelse i verden. Det eneste der fylder mig i sådan en situation er frustration.

Jeg håber og ønsker så inderligt jeg en dag kan føle igen. Føle hvordan det er at være hovedkuls forelsket, mærke hvor højt jeg elsker mine venner og min familie. Måske kan man lære at føle. Jeg håber.

Et meget personligt indlæg om et personligt issue, men ikke desto mindre er det en stor del af mig. Det er normalt for en person med en depression at have det som om man er tom for følelser. Stadig er det en irriterende og hård bivirkning at være udsat for.

Når tiden står stille

Long time, no see - eller skrivning, eller hvad man nu siger.
Har altid lidt svært ved at starte blog-indlæg, med mindre jeg har noget virkelig presserende på hjerte, for ærligt talt, så aner jeg ikke hvem der tager sig tid til at læse hvad jeg skriver her. Selv nu er jeg usikker på hvad jeg skal skrive, for hvad gider folk høre om?
Ingen gider høre mig klynke, dét ved jeg. Men hvad vil folk så høre om? Der er så mange ting jeg kunne fortælle om, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvordan jeg skal fortælle det. Normalt er jeg god med ord, men lige nu svigter de mig.
Jeg kunne fortælle hvordan en dårlig dag føles. Jeg kunne fortælle om at have øjeblikke, hvor man er bange for sine egne tanker. Jeg kunne fortælle om hvad jeg føler og ikke føler. Samtidig er jeg bange for at mine forsøg på at give folk et indblik i en dårlig dag bare ender med et stort self-pity party, som ingen gider høre på.
Hvad skal jeg så skrive om?
Jeg kunne skrive om alle de gode ting. Hvordan jeg har den bedste familie og de bedste venner, der bakker mig op. Jeg kunne fortælle om de små ting der får mig til at smile. Om mine drømme og håb for fremtiden. Alle de gode ting, der gør at jeg føler jeg får det en lille smule bedre.
Men hvordan sætter man ord på ting og situationer, uanset om de er gode eller dårlige? Hvordan finder man de passende ord?
Jeg leder stadig efter de rette ord til at beskrive hvordan jeg har det og ikke har det. Lige nu ved jeg bare jeg er okay med ikke at være okay, og så må resten komme, som det kommer. Både det gode og det dårlige.

/M