Er netop hjemvendt efter en smålang dag.
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.
Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!
Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.
Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.
/M
mandag den 23. juli 2012
lørdag den 21. juli 2012
THE MONSTER INSIDE
Jeg sidder pt. og ser en dokumentar om ondskab. Hvad er grunden til at nogen mennesker er mere i stand til at udføre onde handlinger end andre - og hvor går grænsen på hvornår man er ond?
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
 |
| Fotograf og redigering: Casper Mohr - find hans blog her! |
"Ghosts are real. Monsters are real too. They live inside us, and sometimes they win."
- Stephen King
/M
lørdag den 14. juli 2012
FAITH, HOPE AND LOVE
Idag er det min fødselsdag - jeg bliver hele 22 år gammel! Puh, så er man dét tættere på de 30...
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
Denne smukke halskæde fik jeg af min farmor. Den har tilhørt hendes mor, min oldemor, som nu er død. Den er af guld, og som I kan se er vedhænget symbolerne for tro, håb og kærlighed - noget, som min farmor også skrev i kortet, hun ønsker for mig.
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
 |
| Jeg undskylder kvaliteten - billedet er taget med min HTC Cha Cha telefon. |
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
tirsdag den 10. juli 2012
IT'S ALL ABOUT PASSION
Puh, det er noget tid siden jeg har været forbi... Jeg har åbenbart trængt til en gang massiv afslapning efter studenter-ræset, som endnu ikke helt er forbi, siden jeg var til studenterfest i lørdags.
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
mandag den 2. juli 2012
BABY STEPS
Jeg er nu gået igang med et projekt, jeg længe har ville sætte igang. Måske er I stødt på min anden blog BUT WHO ARE YOU? og har læst indlægget allerede, men dette er en stor del af mit liv lige nu og jeg føler stærkt for at dele dette med jer.
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
Abonner på:
Opslag (Atom)