I call it beauty.

Jeg fandt disse billeder og tænkte, at de var for smukke til ikke at dele. Jeg elsker billeder som disse, som siger mere end tusinde ord.

I found these pictures today and thought I'd share them, because of their beauty. I love pictures like these that say more than a thousand words.

/M

Nye tider?

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/3601737/but-you-dont-look-sad?claim=zfpqmfjv3tp">Follow my blog with Bloglovin</a>
Nu på bloglovin :)
Now active on bloglovin :)

I am the stronger one.

Tilegnet min depression.

Fordi jeg nægter at lade dig ødelægge mig og definere hvem jeg er.

Fordi jeg ved at jeg er stærk.

Fordi jeg ved jeg vinder denne kamp - og kommer ud på den anden side som en stærkere og klogere person.

Så prøv bare. Giv mig det bedste du har. Det er alligevel mig der kommer ud af den kamp som vinderen.

Dedicated to my depression.

Because I refuse to let you destroy me and define who I am.

Because I know I am strong.

Because I know I will win this battle - and come out on the other side as a stronger and wiser person.

So go ahead. Give me your best shot. In the end I will be the one coming out of this battle as the winner.

Hvad gør vi nu, lille du?

Når ens læge, der har været med inde over hele ens forløb, efterhånden er i tvivl om hvad hun kan gøre for at hjælpe - så begynder tvivlen igen at melde sig. Bliver jeg nogensinde rask? Skal jeg være medicineret resten af mit liv? Hvad skal der ske herfra?
Der er altid den mulighed hvis jeg stadig får det værre, at tage til psykiatrisk skadestue i Vordingborg og evt. få dem til at indlægge mig. Jeg har bare en dårlig oplevelse med dem dernede, hvor min mor havde kørt mig derned og vi ventede i tre timer.
Jeg var nået til et punkt hvor jeg var decideret bange for at være alene i min lejlighed med sovepiller, knive og en stemme i baghovedet der sagde jeg skulle skade mig selv og havde haft det sådan i nogen dage. Da vi endelig kom ind, sad der en læge og en sosu-dame, der bare fortalte mig ting jeg godt vidste i forvejen, og sosu-damen havde den frækhed at sige, at "der var jo forskel på at tænke på det og rent faktisk gøre det". Den kommentar chokerede mig og gjorde mig faktisk også vred. Jeg sad jo nok ikke nede hos dem med tårer i øjnene hvis jeg mente det var sikkert for mig at være alene hjemme.
Derfor har jeg ikke meget lyst til at tag derned en anden gang, da jeg simpelthen ikke følte de tog mig seriøst. Jeg følte at jeg kom med noget, der ikke var alvorligt nok; at jeg nærmest skulle komme med armen skåret op før de tog mig seriøst.

Nu må de næste par dage gå med at samle resourcer til at få en hverdag til at køre. Jeg har købt store affaldssække så jeg kan få muget ud i lejligheden, da den virkelig trænger. Det ærgrer mig på en daglig basis at jeg simpelthen ikke har energien til at holde min lejlighed pæn og præsentabel, men jeg har bare ikke overskuddet til det. Forhåbentlig vil affaldssækkene give mig et ekstra boost i den rigtige retning.

Ellers nyder jeg det gode vejr og prøver at suge lidt D-vitamin til mig i løbet af dagen. Igår kom min lillebror forbi med hunden, og så tog vi hunden med en tur i skoven. Jeg nød den friske luft, de grønne spirer i skovbunden og solstrålerne der kiggede frem gennem trætoppene.  Alt i alt en dejlig eftermiddag.

My doctor isn't sure how she can help me anymore. I had a wonderful day yesterday though, where my brother and I took the dog for a walk in the forest.

/M

Mod bedre tider?

Solen skinner ind af vinduet og jeg glæder mig faktisk til at skulle ud af døren snart. Derudover er jeg blevet voldsomt inspireret til at begynde på en bog, og jeg er blevet udpeget en jobannonce der er lige mig. Skal til læge om lidt, og har lyst til at begynde at rydde op når jeg kommer hjem igen, hvilket er stærkt tiltrængt.
Utroligt hvad en solrig torsdag kan gøre ved humøret.

The sun is shining through my window, and I feel amazing. On top of that I'm inspired to start writing a book, and I finally feel like I have the energy to start cleaning my apartment.
It's amazing what a sunny Thursday afternoon can do.

Når man drømmer kreativt.

Endnu et projekt er begyndt at krakelere mellem hænderne på mig. Jeg er inkarneret teater- og musical menneske, og det seneste projekt jeg har været involveret i er en musical ved navn Kommet for at Blive. Jeg og to af mine bedste venner havde frivilligt påtaget os opgaver som manuskript-skrivning og instruktion, så selvfølgelig føler vi ekstra stærkt for projektet. Nu er det desværre sat på hold på ubestemt tid, og jeg sidder tilbage og er ærgerlig over det.
Realistisk set var det det rigtige at gøre. Vi havde to måneder tilbage inden premieren og havde ikke et færdigt manus på plads (af flere årsager), og vi prøvede ikke at stresse over vores deadline. At projektet er sat på hold har helt klart reddet os fra en masse grå hår.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at ærgre mig. Teater og musical er noget jeg brænder for, og især elsker jeg den kreative proces det er at få ideen, brainstorme og forme historien.
Men jeg ved også, at dette kun er et midlertidigt setback. Mine bedste venner og jeg har så mange gode ideer og ting vi brænder for, og en dag skal vi nok få dem realiseret.

Dette setback vil kun gøre mig stærkere som kreativt menneske og inspirere mig endnu mere til at finde motivationen til at realisere mine kreative drømme.

Time for a change?

Overvejer nu, efter de første indlæg har været på engelsk, at blogge på dansk, efter at have læst et indlæg på den skønne Lærke's blog. Det slog mig, at jo, selvom det ville være mest universelt at blogge på engelsk, kommer mine læsere nok mest til at være danskere, så hvorfor ikke bare gøre det så simpelt som muligt?

I'm really considering blogging in Danish from now on. A summary in English will probably be included. Blogging in Danish just seems to make more sense.

When words fail

My friend showed me this song today. She suffers from a depression as well, and this song, in my opinion, says all the things we ourselves cannot say when people ask us how we are.
It can be so hard to say the words "I'm not okay", because when people ask how you're doing, they're always hoping for a positive answer. I'm doing great. I feel so much better. I can feel myself getting better everyday. But when someone asks, we need to have the courage to tell them we're not okay.
We are not okay. But we will be some day, when we reach out and get the help we need.

Don't ever stop sailing.

I wanted to post this on here.

I had hit a severely rough patch and was practically afraid to be on my own since I had a pack of sleeping pills. My talented youngest brother drew this for me. That's when I knew that I always have my family to back me up.

I know the quality isn't the best, he took this on his iPod.

In case you can't tell, the flag says "Life" and the boat is named Maria.

/M

First post.

This blog will be about living with a depression and fighting the battle against it.

Why start this blog?
For years, depression and other mental problems and diseases have been surrounded by a stigma. It's not a real disease. It's just a phase. It's nothing a little laugh can't fix. You just need to pull yourself together. Get a grip. Stop whining. You don't even seem a little bit sad.
If I had a penny for every time I heard those things, I'd be... Well, not rich, but I definitely wouldn't be poor. So many people don't understand what it's like.
They don't know what it's like having to drop out of school because even getting out of bed in the morning or picking up the phone is a challenge. They don't know what it's like not being able to hold the job you actually like because you suddenly hit a rough patch and only leave your bed to go to the bathroom. Even remembering to shower is a challenge. You escape into your own world where everything seems like a big black hole.

I got my first depression in high school, but made it out on the other side. November 2010 I was diagnosed for the second time, and since then it has been going downhill. It has cost me jobs and lots of energy. I deal with negative thoughts on a daily basis.
Thankfully I have the most amazing family and friends who keep me going. I know I'm lucky like that. Some people don't have that support. Still, it's never easy.

I don't cry constantly. I don't act out much more than a 'normal' person would.
I do have problems concentrating though. I find it hard to look on the brighter side of things. The smallest things can throw me out of the loop. I can't remember the last time I felt truly happy.

I hope someone will come across this blog and like what they see. I'm not here to whine about how hard it is. I'm here to try to inspire others with similar problems and give them just a sliver of hope that life will, eventually, get better, and that they are not alone with their problems.

/M