PICTURE PERFECT?

Hej søde mennesker der læser med!
Jeg er en elendig blogger pt - denne uge har været hektisk pga. studenterhalløj. Lillebror fik som sagt hue på i mandags. Onsdag stod den på galla, igår holdt vi privat studentergilde, og idag var de ude og køre - alt sammen med yours truly som fotograf. Jeg tror aldrig jeg har tømt mit kamera så hyppigt!

On a side note, så har jeg oprettet endnu en blog - den kommer til at indeholde streetstyle billeder såvel som strøtanker og hvad/hvem der inspirerer mig som kunstner (uanset om det er musik eller film) og menneske. Det er et indblik i den kreative del af min hjerne - den del, der holder mig oppe og pt. giver mig noget at leve for.

Fordi dette indlæg er super kort (jeg sidder i skrivende stund og er totalt klar til at gå omkuld!), får I nogen fantastiske billeder med på vejen. Jeg elsker at kigge folks blogs igennem, især når de poster nogle smukke og inspirerende billeder - også selvom billedet bare består at citater. Jeg er en kæmpe sucker for citater og har selv et stykke A4 papir fyldt med skønne og opmuntrende citater hængende på mit skab. Disse er dog lidt mere tankevækkende, måske endda i den depressive ende - men det er en del af livet og en del af mig og min tankegang.



Jeg elsker filmen, og især dette citat bed sig fast - for det er så rigtigt.

Until next time.
/M

AS LIFE PASSES BY

Igår blev min ældste lillebror student fra gymnasiet. Selvfølgelig er det en dejlig ting, og jeg er stolt af ham, men det satte også en masse tanker igang.

Jeg blev selv student for 3 år siden. Jeg var lykkelig for endelig at være færdig, især fordi jeg fik min første depression i 2.g, og til tider blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg fik min hue.
Siden fik jeg det bedre og jeg så mig selv som værende rask. Jeg stoppede min medicin, tog et sabbatår efter 3.g og alt kørte bare som på skinner. Jeg havde et par små-jobs her og der, og i september 2010 flyttede jeg hjemmefra og startede på bioanalytiker uddannelsen, som på daværende tidspunkt virkede som min drømmeuddannelse.
Så gik det galt.
Ikke engang et halvt år inde i uddannelsen gik jeg helt ned igen og fik diagnosticeret min anden depression. Jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen og lå bare i min seng i ugevis og lavede ingenting. Mit liv gik på alle måder i stå, og jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle få et velfungerende liv. Min mors alarmklokker gik for alvor igang da jeg ikke engang havde lyst til at gå til audition på en forestilling musicalgruppen Sceptor, min anden familie, satte op.
Basically havde jeg mistet lysten til alt det, der tidligere drev mig og fik mig ud af sengen.

Som tiden er gået har jeg gradvist fået det bedre, men jeg er slet ikke noget nær klar en til uddannelse endnu. Jeg har kigget lidt på forskellige, og det der tiltaler mig nu, er alle sammen kreative uddannelser. Skuespiller, fotograf, filminstruktør. Jeg ville også elske at kunne leve af at lave musik.

Jeg siger tit, at mit ultimative drømmejob ville være at arbejde på tv-serien Glee. Musik, sang, dans og skuespil i ét. Jeg fantaserer tit om at pakke alt mit lort og flytte til L.A. og starte på en frisk. Tage skuespilstimer, gå til den ene audition efter den anden, have et crappy arbejde der betaler regningerne mens jeg venter på mit break-through. Arbejde som statist på en masse tv-serier og film indtil jeg får den opringning jeg venter på; at casting-menneskerne kunne lide min audition og gerne vil ansætte mig. Arbejde lange dage på sets med masser af ventetid, bare for at lave det, jeg elsker. Blive udfordret som både menneske og skuespiller hver eneste dag. Det er dét, jeg drømmer om.

Jeg ved godt det er store drømme at have. Jeg ved også godt at mange mennesker har disse drømme og aldrig får dem realiseret. Det ændrer ikke på, at der stadig er mennesker, der får disse drømme opfyldt.
Hvorfor skulle jeg så ikke være en af dem?
The day I stop dreaming, I might as well be dead.

/M

FOOD FOR THOUGHT...

Jeg delte dette billede på Facebook engang i sidste måned, tror jeg det var - men hold kæft hvor er det rigtigt.
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.

For mennesker, der ikke har haft psykiske problemer inde på livet, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, hvordan man har det. Derfor startede jeg denne blog; derfor vælger jeg at fortælle min historie på denne måde. Blogland er blevet stedet at dele sit liv, og det har jeg valgt at udnytte.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M

IT'S A VERY, VERY... MAD WORLD.

Dette indlæg er ikke depressionsrelateret - men indholdet er vigtigt og buskabet står mig meget nært personligt.
Dette klip fangede min opmærksomhed da min lillebror linkede til det på Facebook. Det viser en kvinde ved navn Karen, der bliver håbløst og nådesløst mobbet af de unge mennesker hun har til opgave at beskytte som bus monitor i New York. Efterfølgende er faderen til et af disse unge mennesker trådt frem på tv og skammer sig inderligt, og jeg håber virkelig alle disse unge mennesker sidder tilbage med en rigtig grim smag i munden, især fordi hun er så god af sig at hun ikke vil lægge sag an mod dem.

Denne video har rystet mennesker over hele verden, og jeg er bestemt en af dem. Anti-hadegruppen på Facebook "For alle der er trætte af MÆLKEBØTTER" har heldigvis også nogen hurtige medlemmer der har lagt videoen op, for den er et udemærket eksempel på at unge ikke kun mobber unge og at ingen er sikker mod mobning.
Uanset alder på mobber og mobbeoffer er mobning aldrig i orden. Mobning vil altid give ar på sjælen og kan ødelægge et liv fuldstændig. Sidste år blev USA rystet af en serie af selvmord begået af LGBT teenagere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) som følge af intensiv mobning og chikane pga. deres seksuelle orientering, og siden adgang til internettet og mobiltelefoner er blevet hverdag for teengere er mobningen eksploderet i det begreb der hedder cyberbullying, eller cyber-mobning. Grusomhederne er ikke længere begrænset til skolegården, men følger de unge mennesker med hjem, og Youtube er fuld af mindevideoer, der er lavet for at hylde de unge mennesker, der har taget deres eget liv som følge af mobning, både hetero-, bi- og homoseksuelle.
Det er heller ikke kun unge mennesker der mobber. En ung pige blev forelsket i en fyr hun havde skrevet sammen med og begik selvmord da denne unge fyr også vendte sig imod hende. Han viste sig at være fiktiv, da den unge piges tidligere venindes mor stod bag den falske internetprofil efter hendes datter og den unge pige, som iøvrigt var deres nabo, var blevet uvenner. Hun ville give den stakkels unge pige "hvad hun fortjente".
Ingen fortjener at blive mobbet. Desværre vil der altid være mennesker der føler behov for at træde på andre for at føle sig større og stærkere, men sammen kan vi forhåbentlig gøre bare en lille forskel i denne kamp.
Lad os sprede kærlighed frem for had og lade karma tage sig af dem, der gør det modsatte.
/M

INFLATE MY EGO

Puh, jeg synes jeg er lettere træt... Men det er vel prisen for at komme hjem ved 4-tiden fordi min bedste ven og jeg legede med billeder i photoshop.
Den anden dag legede vi semi-spontant photoshoot med mig som model, for at få nogen lækre billeder af mit hår. Det var en ret akavet oplevelse, da jeg er vant til at være på den anden side af kameraet, men der kom nogen rigtig flotte billeder ud af det, til min store overraskelse. Jeg har aldrig selv syntes jeg var specielt fotogen, og har også altid haft nogen issues med hvordan jeg ser ud - jeg er for tyk, min mund er for lille osv. Jeg tror det har været et sundt "reality-check" for mig, hvis man kan kalde det dét. Jeg ser så småt hvad andre ser - eller ihvertfald hvad de siger, de ser. En ung pige med et kønt ansigt, bambi-øjne og et smil på læben.


Fotograf og redigering: Casper Mohr

Jeg er så uendeligt tilfreds med dette billede - og det forstærkes bare af, at det er et one-shot wonder. Det var en test for at se om den slags billeder kunne fungere, og så endte det så godt ud. Det eneste der er redigeret er farverne, og så er der tilsat lidt shine i øjnene.
Endelig reflekterer kameraet hvad jeg ind i mellem ser i spejlet. Ord kan ikke rigtig beskrive hvor tilfreds jeg er med dette billede.

/M

HERE IT IS

Mit hår har nu været færdig-dreadet i et par dage og jeg prøver stadig at vænne mig til det... Men lad der ikke være nogen tvivl. Jeg ELSKER mine nye dreads! Forskellige længder og tykkelser - præcis som jeg ville have dem. Jeg synes de er flottest når de ikke er "perfekte". Indtil igår havde jeg små elastikker sat rundt om enderne for at få de ønskede blunt tips, men nu er de taget af, og enderne holder rigtig pænt.
Jeg har da også kun fået positiv respons på dem fra folk jeg kender.

På det personlige plan har jeg nu en eller anden form for fred indeni - den fred man får når man udlever en drøm, uanset om den er stor eller lille. Jeg har ville det her i så lang tid, og nu er det gjort. Jeg er glad.

Jeg er ligeglad med hvad andre synes. Jeg elsker mine dreads.

So far et lidt crappy webcam billede - men det er også bare et sneak-peek :)

/M