Endnu en uge er gået - dvs. endnu en uge med medicin, psykoterapeut og psykiater.
De opmærksomhedsskærpende piller var ikke en succes, da den eneste virkning jeg mærkede var, at jeg blev rastløs, hyperaktiv og enormt irritabel. Jeg følte mig som et damp-barn med voldsom PMS. Jeg følte jeg kunne springe rundt på væggene, men når min mor kom med forslag til borddækningen til lillebrors fødselsdag mens han og jeg var igang med at sætte op, kunne jeg mærke irritationen boble, og jeg følte mig nærmest bipolar.
Det siger vidst sig selv at de er lagt på hylden igen.
Derudover får jeg en indkaldelse til CT-skanning indenfor den nærmeste fremtid. Mine primære problem-punkter er min koncentrationsevne, som er mindsket utroligt kraftigt i forhold til jeg før i tiden kunne sidde en hel dag med næsen i den samme bog uden pause, og min hukommelse, som er helt ude og skide. Jeg er ikke helt 100% sikker på, hvor i hjernen disse ting foregår, men ikke desto mindre har min psykiater bestilt en CT-skanning til mig, så vi kan udelukke, at disse problemer skyldes noget fysisk.
Med forsøget med de opmærksomhedsskærpende piller har vi kunne udelukke mulig ADD som årsag - tilbage der angst og/eller stress, der evt. kan have en indvirkning på min depression. Spørgsmålet, der er dukket op et par gange, er, om jeg overhovedet lider af en depression - jeg er jo ikke depressiv, som sådan. Jo, jeg får episoder hvor det føles som om der sidder et sort hul i mit bryst og suger al energi til sig, og af og til medfører det at jeg græder, men der er langt imellem disse tilfælde.
I det mindste ved jeg at mine antidepressiver begynder at have én eller anden form for effekt - med den øgede dosis har jeg nemlig oplevet en øget træthed. Jeg føler mig konstant drænet og udmattet, men på trods af det har jeg stadig svært ved at få vendt min døgnrytme.
Det mest frustrerende i verden er at lægge sig i sin seng, træt som bare pokker, men selvom du lukker øjnene og slapper af falder du ikke i søvn - du ligger bare og mærker sekunderne, minutterne tikke forbi, og af og til mister man fuldstændig tidsfornemmelsen, og pludselig er klokken halv 5 om morgenen, og man har ikke fået et øjebliks hvile. At stå op og på ingen måde føle sig udhvilet. At tage op til flere ufrivillige all-night'ere, efterfulgt af at man sover i godt og vel et døgn bagefter. Derefter er man vågen i mindst et døgn - og så har vi en ond cirkel.
/M
