Jeg har lige sendt Casper ud af døren og hjem igen efter et semi-spontant besøg, hvor vi rent faktisk var konstruktive - og ikke på den sædvanlige kreative måde. Normalt går der hurtigt kreativitet i den (når der ikke lige bliver erklæret krig via diverse brætspil...), men idag var vi begge temmelig flade pga. varmen. I kan sikkert huske mit indlæg om vigtigheden i et stærkt bagland. Nu skal I høre hvad der sker når en af de stærkeste personer i MIT bagland er på besøg!
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
mandag den 20. august 2012
torsdag den 16. august 2012
I'M NOT DEAD
Efter sidste indlæg har jeg fået rigtig meget respons fra en masse søde mennesker. Det varmede mit hjerte - så I skal have tusind tak for de opmuntrende ord. Alt hvad der bliver skrevet her kommer direkte fra hjertet og hjernen, og af og til må jeg huske mig selv på at alt hvad jeg skriver kan læses af alle - men så igen, pointen med denne blog er netop at sætte fokus på både de gode og dårlige sider. Jeg kunne nemt male et rosenrødt billede af en patient der gradvist får det bedre og bedre indtil hun er rask, men så ville jeg ikke være tro mod bloggen og mit mål med den.
Jeg har siden jeg startede bloggen fået nogen rigtig søde kommentarer, og en af dem, der bed sig fast og gjorde mig endnu mere hooked på bloggen, kom fra Linnea Green bag bloggen Vuelta de la Linne. Den lød i retning af "Skriv for fanden - for nu føler jeg mig ikke så alene!". I det øjeblik jeg så den kommentar svulmede mit hjerte - mit mål med bloggen var blevet virkelighed. Det er blevet så tys-tys at have en psykisk diagnose, og i nogen kredse snakker man slet ikke om det.
Det skal være slut nu. Psykiske lidelser er lige så rigtige og alvorlige som fysiske lidelser. Dog lider mange i stilhed, og det er synd og skam, for kan man blot lette sit hjerte til bare én person, om det så er en psykolog, psykiater eller en pårørende, har man det som regel bare lidt bedre bagefter. Vi har alle krav på at føle os forstået, og kan man få den følelse fra bare ét andet menneske er man allerede nået langt. Jeg er så heldig at have en vidunderlig familie der forstår fuldt ud hvordan jeg har det - min moster er sygeplejerske, og på begge sider af familien er der historie med psykiske diagnoser, så jeg har et vidunderligt bagland. Dette bagland består også af den skønneste vennekreds man kan ønske sig. Jeg ved de kun er et opkald væk hvis jeg har brug for at snakke, og mere beder jeg ikke om.
Der kommer forhåbentlig mere liv på streetstyle-bloggen i den kommende tid - et godt råd fra min skønne veninde Marie var nemlig at have som mål at tage mindst ét streetstyle-billede om dagen. Jeg tror det er lige hvad jeg har brug for - for jeg er rigtig, RIGTIG god til at isolere mig i lejligheden og spille Xbox eller stirre huller i væggen. Bare en lille gåtur gennem byen plejer at hjælpe bare lidt - og om ikke andet kommer jeg ud og møder en masse lækre mennesker på den måde. Det kan kun hjælpe lidt på det.
Vejen frem kan være utroligt hård - men med den rette støtte kan byrden lettes.
/M
tirsdag den 14. august 2012
DOWN THE RABBIT HOLE
Puha, jeg synes den er svær lige nu... Livet, alt. Derfor bliver dette indlæg hamrende pessimistisk og kommer ikke til at højne dit humør på nogen måde.
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
fredag den 3. august 2012
BUT WHICH METHOD?
Idag bliver en god dag, tror jeg - jeg glæder mig ihvertfald!
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
torsdag den 2. august 2012
AND I'M MISSING YOU
Følgende indlæg er dybt personligt og hudløst ærligt.
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
Abonner på:
Opslag (Atom)