torsdag den 16. august 2012

I'M NOT DEAD

Efter sidste indlæg har jeg fået rigtig meget respons fra en masse søde mennesker. Det varmede mit hjerte - så I skal have tusind tak for de opmuntrende ord. Alt hvad der bliver skrevet her kommer direkte fra hjertet og hjernen, og af og til må jeg huske mig selv på at alt hvad jeg skriver kan læses af alle - men så igen, pointen med denne blog er netop at sætte fokus på både de gode og dårlige sider. Jeg kunne nemt male et rosenrødt billede af en patient der gradvist får det bedre og bedre indtil hun er rask, men så ville jeg ikke være tro mod bloggen og mit mål med den.

Jeg har siden jeg startede bloggen fået nogen rigtig søde kommentarer, og en af dem, der bed sig fast og gjorde mig endnu mere hooked på bloggen, kom fra Linnea Green bag bloggen Vuelta de la Linne. Den lød i retning af "Skriv for fanden - for nu føler jeg mig ikke så alene!". I det øjeblik jeg så den kommentar svulmede mit hjerte - mit mål med bloggen var blevet virkelighed. Det er blevet så tys-tys at have en psykisk diagnose, og i nogen kredse snakker man slet ikke om det. 

Det skal være slut nu. Psykiske lidelser er lige så rigtige og alvorlige som fysiske lidelser. Dog lider mange i stilhed, og det er synd og skam, for kan man blot lette sit hjerte til bare én person, om det så er en psykolog, psykiater eller en pårørende, har man det som regel bare lidt bedre bagefter. Vi har alle krav på at føle os forstået, og kan man få den følelse fra bare ét andet menneske er man allerede nået langt. Jeg er så heldig at have en vidunderlig familie der forstår fuldt ud hvordan jeg har det - min moster er sygeplejerske, og på begge sider af familien er der historie med psykiske diagnoser, så jeg har et vidunderligt bagland. Dette bagland består også af den skønneste vennekreds man kan ønske sig. Jeg ved de kun er et opkald væk hvis jeg har brug for at snakke, og mere beder jeg ikke om.

Der kommer forhåbentlig mere liv på streetstyle-bloggen i den kommende tid - et godt råd fra min skønne veninde Marie var nemlig at have som mål at tage mindst ét streetstyle-billede om dagen. Jeg tror det er lige hvad jeg har brug for - for jeg er rigtig, RIGTIG god til at isolere mig i lejligheden og spille Xbox eller stirre huller i væggen. Bare en lille gåtur gennem byen plejer at hjælpe bare lidt - og om ikke andet kommer jeg ud og møder en masse lækre mennesker på den måde. Det kan kun hjælpe lidt på det.

Vejen frem kan være utroligt hård - men med den rette støtte kan byrden lettes.

/M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar