I mit sidste indlæg fortalte jeg lidt om opstart hos psykiater og et mål, der var at gå gennem vinteren med dét at læse flere bøger og skærpe hjernen som eneste opgave.
Jeg overlevede. Jeg klarede den opgave. Fra november til februar pløjede jeg mig igennem 8 bøger, hvoraf 3 var på engelsk, og 2 af dem var på det, jeg kalder "gammelt engelsk", da vi taler om "Stormfulde Højder" ("Wuthering Heights") og "Stolthed og Fordom" ("Pride and Prejudice"). Selvom disse to egentlig var genlæsninger, er de stadig tunge at komme igennem, og derfor synes jeg sgu godt jeg må være stolt over, at jeg gennemførte.
Faktisk, lad mig omformulere mig. Jeg overlevede ikke. Jeg LEVEDE. For første gang i 3 år har jeg ikke bare fokuseret på at overleve måneder med næsten intet dagslys og kulde. Jeg LEVEDE disse måneder. Efter jeg blev sat op i dosis, holdt den gode følelse mere eller mindre ved. Selvfølgelig var der minus-dage, som der altid vil være, men mængden af hold-kæft-jeg-har-det-godt-dage har været betydeligt større, og jeg nåede faktisk til et punkt, hvor jeg stort set kunne total-cleane den lille lejlighed og lægge hus til nytårsfest.
De sidste to uger har dog tæret lidt. Jeg er startet i et forløb hos noget, der hedder UngeFocus, som er et tilbud til bl.a. unge, der som jeg "bare" lige skal have et kærligt los i røven, men også for unge med bl.a. social-angst osv. Man har en coach tilknyttet under forløbet, som ender ud i praktik-pladser og at blive klar til en uddannelse, og dér har jeg eddermame vundet i lotteriet! Jeg har den skønneste coach som allerede efter første uge var opsat på at jeg skulle være en af hendes solstråle-historier, og jeg har aldrig mødt nogen, der i så høj grad opfordrer mig til at sige højt, at dét og dét, det er jeg fandeme god til!
Selvom det har været hårdt at skulle vænne sig til at møde et sted kl. 9 to dage om ugen, er jeg utroligt glad for at være i det tilbud. På bare to uger er min selvværdsfølelse blevet boostet i og med at min coach har skamrost mig for at være dygtig med ord og til at skrive, og den gamle drøm om at blive journalist er langsomt ved at dukke op igen.
On a side note: På et tidspunkt skrev jeg her på bloggen om dét, at leve med det lille monster i hovedet, som det er at have en psykiatrisk diagnose. Det snakkede jeg med min coach om på vores sidste uge-møde, og hun foreslog, at jeg omdannede det billede af monsteret til en historie, så gæt hvad jeg arbejder på ved siden af de opgaver hun stiller mig :)
Med hensyn til mit psykiater-forløb er der kun godt at sige so far. I øjeblikket snakker vi meget om termet "særligt sensitiv", og der er SÅ meget, der er faldet på plads. Primært er det indtryk, jeg har svært ved at fordøje i store mængder, men det er en proces der bliver arbejdet på. Medicinen fungerer, og for at sige det simpelt, så går det bare skidegodt. Jeg griner og smiler SÅ meget mere end for bare et år siden, og det føles fantastisk.
Lyset for enden af tunellen bliver lysere og lysere, og livet får mere og mere mening - og jeg nyder det i fulde drag.
/M
