Jeg har lige sendt Casper ud af døren og hjem igen efter et semi-spontant besøg, hvor vi rent faktisk var konstruktive - og ikke på den sædvanlige kreative måde. Normalt går der hurtigt kreativitet i den (når der ikke lige bliver erklæret krig via diverse brætspil...), men idag var vi begge temmelig flade pga. varmen. I kan sikkert huske mit indlæg om vigtigheden i et stærkt bagland. Nu skal I høre hvad der sker når en af de stærkeste personer i MIT bagland er på besøg!
Casper har flere gange både hjulpet og tilbudt at hjælpe med at rydde op i mit bombekrater af en lejlighed. At der nu er en ekstra gulerod i form af aftensmad hos min mor som belønning er bestemt ingen undtagelse ;-) Nå, men der sad vi, flade, varme og trætte, og pludselig sætter Casper sig ned på gulvet. Han mener det er på tide at få orden på alle de reklamer jeg er så dårlig til at få smidt ud (I kid you not - der lå reklamer fra et halvt år tilbage. Shudder.). I starten magter jeg det ikke, men ender med at sætte mig ned og hjælpe, og i løbet af et kvarter - tyve minutter er samtlige reklamer og gratisaviser samlet, stakket og klar til at blive båret ud - nogen af dem ligger allerede i den klods-kasse, der fra starten har været dømt til opbevaring af reklamer. På den måde er det nemmere at bære mange ud af gangen :-) En god del af mit gulv er altså nu frit (ihvertfald i forhold til før), og jeg har sat mig som mål at de skal ud i containeren enten senere i aften når temperaturen er faldet lidt, eller i løbet af imorgen.
Når overskuddet svigter er det vigtigt at gøre tingene i DIT tempo (med mindre du selvfølgelig har en fast deadline - der var ikke meget "mit tempo" over det da udlejer skulle have synet lejligheden....). Hvis du føler det lige går hurtigt nok, så sig fra - det er der ingen skam i. Jeg kan ikke rumme for meget forandring på én gang, hvis jeg skal have hovedet med, så jeg lærte det hurtigt - så kan man bare håbe på, at (hvis man har hjælpere på) de andre lytter og respekterer det. Sæt dig nogen små mål - fx, "Idag tager jeg opvasken". Så kan du altid vaske en maskinefuld tøj eller to dagen efter, og dagen efter igen kan du gøre noget helt tredje.
Der er heller ingen skam i at der går et par dage imellem der sker noget, hvis du ikke kan overskue at der sker noget hver dag. Som sagt, tag tingene i dit eget tempo. Så tror jeg også der er bedre basis for at (fx, i mit tilfælde) holde lejligheden pæn og præsentabel bagefter.
Mange bække små gør én stor å - og når bækkene slår sig sammen går det endnu hurtigere.
/M
mandag den 20. august 2012
torsdag den 16. august 2012
I'M NOT DEAD
Efter sidste indlæg har jeg fået rigtig meget respons fra en masse søde mennesker. Det varmede mit hjerte - så I skal have tusind tak for de opmuntrende ord. Alt hvad der bliver skrevet her kommer direkte fra hjertet og hjernen, og af og til må jeg huske mig selv på at alt hvad jeg skriver kan læses af alle - men så igen, pointen med denne blog er netop at sætte fokus på både de gode og dårlige sider. Jeg kunne nemt male et rosenrødt billede af en patient der gradvist får det bedre og bedre indtil hun er rask, men så ville jeg ikke være tro mod bloggen og mit mål med den.
Jeg har siden jeg startede bloggen fået nogen rigtig søde kommentarer, og en af dem, der bed sig fast og gjorde mig endnu mere hooked på bloggen, kom fra Linnea Green bag bloggen Vuelta de la Linne. Den lød i retning af "Skriv for fanden - for nu føler jeg mig ikke så alene!". I det øjeblik jeg så den kommentar svulmede mit hjerte - mit mål med bloggen var blevet virkelighed. Det er blevet så tys-tys at have en psykisk diagnose, og i nogen kredse snakker man slet ikke om det.
Det skal være slut nu. Psykiske lidelser er lige så rigtige og alvorlige som fysiske lidelser. Dog lider mange i stilhed, og det er synd og skam, for kan man blot lette sit hjerte til bare én person, om det så er en psykolog, psykiater eller en pårørende, har man det som regel bare lidt bedre bagefter. Vi har alle krav på at føle os forstået, og kan man få den følelse fra bare ét andet menneske er man allerede nået langt. Jeg er så heldig at have en vidunderlig familie der forstår fuldt ud hvordan jeg har det - min moster er sygeplejerske, og på begge sider af familien er der historie med psykiske diagnoser, så jeg har et vidunderligt bagland. Dette bagland består også af den skønneste vennekreds man kan ønske sig. Jeg ved de kun er et opkald væk hvis jeg har brug for at snakke, og mere beder jeg ikke om.
Der kommer forhåbentlig mere liv på streetstyle-bloggen i den kommende tid - et godt råd fra min skønne veninde Marie var nemlig at have som mål at tage mindst ét streetstyle-billede om dagen. Jeg tror det er lige hvad jeg har brug for - for jeg er rigtig, RIGTIG god til at isolere mig i lejligheden og spille Xbox eller stirre huller i væggen. Bare en lille gåtur gennem byen plejer at hjælpe bare lidt - og om ikke andet kommer jeg ud og møder en masse lækre mennesker på den måde. Det kan kun hjælpe lidt på det.
Vejen frem kan være utroligt hård - men med den rette støtte kan byrden lettes.
/M
tirsdag den 14. august 2012
DOWN THE RABBIT HOLE
Puha, jeg synes den er svær lige nu... Livet, alt. Derfor bliver dette indlæg hamrende pessimistisk og kommer ikke til at højne dit humør på nogen måde.
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
For det første er jeg lige blevet single efter en temmelig turbulent periode. Jeg har nævnt før at M havde det skidt og at vi derfor ikke sås. Long story short blev det grunden til bruddet. Ikke fra min side, vel at mærke, men fra hendes. Det jeg kæmper mest med lige nu, er at forlige mig med det fact at tingene ikke er som før. Man kommer utroligt hurtigt ind i en vane, og bare dét at jeg ikke vågner til en sød besked eller kan skrive til hende hvis jeg savner hende, er utroligt hårdt. Mind you, officielt var vi sammen i lidt over en måned, og det lyder jo af ingenting, men når man har været så forelsket i nogen gennem lang tid kan det være hamrende svært at give slip når man endelig fik hvad man ønskede. Savnet er værre end nogensinde før, og hvis det så bare var fordi hun ikke følte noget for mig længere ville det måske gøre det lettere? Nu skal jeg selvfølgelig ikke gøre mig klog på hvad hun føler, men det er hvad jeg kunne udrede fra vores samtale.
Er det helt åndssvagt at håbe på at give det en chance mere når hun får det bedre?
Måske er det på grund af ovenstående, men jeg er sunket helt ned i et sort hul. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme op igen - M var min største støtte. Hun kunne sætte sig ind i hvordan jeg havde det. Nu går jeg rundt som en zombie og oplever verden gennem min glasklokke. Jeg står op, vandrer hjernedødt igennem dagen for så at gå i seng igen inden det gentager sig dagen efter.
For at bruge en sammenligning jeg brugte for at beskrive overfor min mor hvordan jeg havde det, går jeg rundt med en dementor i brystet. Du ved, de dér kutteklædte væsner fra Harry Potter, der suger al glæde ud af folk og efterlader dem triste og grå uden nogen lykkelige minder at holde fast i. Det er sådan jeg har det - jeg ville ikke blive overrasket hvis jeg fandt ud af der boede en dementor i mit klædeskab, som sugede alt glæde ud af mig. Jeg føler mig tom og hul, og har det bedst hvis jeg kan distancere mig fra alt jeg foretager mig. I lørdags blev min fætter gift - og jeg så det meste af dagen gennem mit kamera.
Jeg husker også dårligere i øjeblikket - et karakteristika hos folk med en depression. Igår måtte jeg dobbelttjekke om jeg havde åbnet den pakke smøger jeg lige havde lagt i tasken, til trods for at jeg havde åbnet den ikke engang et minut før. Min koncentrationsevne er i bund og jeg gider ikke beskæftige mig med noget jeg har svært ved.
Min yngste lillebror er taget på efterskole, og i den anledning har jeg lånt hans xbox og et par spil med hjem. Jeg har et fast spil jeg altid spiller, og som jeg kan finde ud af, men jeg tog et par andre med også for at prøve dem af. En efter en er de blevet droppet, da jeg som begynder var, for at kalde en spade for en spade, mere end enormt dårlig til dem. Jeg gad simpelthen ikke sætte mig ind i at blive bedre, og det ligner ikke mig. Normalt hvis jeg er dårlig til noget sætter min stolthed ind og driver mig til at prøve at blive bedre. Det er åbenbart også røget helt ud af vinduet.
Derudover er min passion for de ting jeg elsker at lave også røget sig en tur - alt virker så ligegyldigt og frugtløst. Hvorfor prøve, når jeg indtil videre kun er blevet skuffet?
Jeg håber I kan bære over med negativiteten - min blog er min terapeut, og det er de inderste tanker jeg krænger ud. Men så igen, hvis I ikke ville læse om både op- og nedturene, hvad laver I så her?
YOU CAN'T ALWAYS GET WHAT YOU WANT - BUT IF YOU TRY SOME TIME, YOU JUST MIGHT FIND - YOU'LL GET WHAT YOU NEED.
/M
fredag den 3. august 2012
BUT WHICH METHOD?
Idag bliver en god dag, tror jeg - jeg glæder mig ihvertfald!
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
I aften skal jeg i biografen med min skønne veninde A som en del af min fødselsdagsgave - sådan startede ideen ihvertfald. Vi skal se "A Dangerous Method" med bl.a. Viggo Mortensen og Keira Knightly på rollelisten, og jeg glæder mig som et lille barn. Både A og jeg er virkelig store psykologi-nørder, og filmen handler om Freud (Mortensen) og Jung, som var Freuds elev inden han udviklede sine egne metoder og teorier. Jeg har altid været latterligt interesseret i og fascineret af psykologi, så dette er lige filmen for mig!
Jeg kommer uden tvivl til at lave et indlæg mere om filmen efter vi har set den.
Efter filmen har vi planer om at finde noget at spise inden vi tager videre hjem til mig og fortsætter i psykologi-nørd facon med Criminal Minds - jeg viste A et par afsnit under en hyggeaften, og så var hun hooked :)
Bare lige et hurtigt indlæg om hvad der foregår i mit hoved lige nu - jeg fik ikke set M igår, men i stedet blev der hygget hos en veninde med tøsefilm, slush-ice og bland-selv slik, da hun lige har sendt sin kæreste afsted og aftjene værnepligt, og da kærestens søster kom forbi gik der hurtigt hygge i den :)
/M
torsdag den 2. august 2012
AND I'M MISSING YOU
Følgende indlæg er dybt personligt og hudløst ærligt.
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
Idag er en rigtig gennemført doven dag. Igår var jeg til bålaften hos en skøn veninde sammen med en masse dejlige mennesker med mad inspireret af værtens nylige tur til Budapest - gullasch lavet over bål med dertil hørende ungarsk øl. Mit hår (og sikkert også det tøj jeg havde på igår) stinker derfor af bål - men for mig har det altid været en lugt der emmer af hygge, så det gør egentlig ikke det store. Jeg fik også to forsinkede fødselsdagsgaver, som jeg nok kommer til at skrive om på den anden blog.
Jeg sidder i skrivende stund stadig i nattøj (dvs. den top eller t-shirt der lige nu er udvalgt til sovetøj) med musik i ørene og en smøg i munden. I know, rygning er usundt, men det vil jeg ikke komme ind på. Jeg har også allieret mig med kold cola i tilfælde af eventuelle tømmermænd, der måtte indfinde sig efter en aften med alkohol og druklege.
Derudover venter jeg lettere utålmodigt på svar fra min kæreste. Jeg har ikke set hende i 3 uger nu, og jeg savner hende noget så grusomt. Desværre har der været kommet noget i vejen hver gang vi har haft aftalt at ses, og jeg håber ikke det bliver tilfældet idag.
Dette emne er lidt tricky at skrive om, for det kan nemt komme til at lyde bitchy eller bare, i mangel på et bedre ord, nederen. Alligevel får I et indblik i de tanker der rumsterer rundt i mit hoved.
Dette forhold har givet mig et anderledes syn på psykiske sygdomme end jeg har fået bare fra mine egne oplevelser. Det er nemlig så meget anderledes at stå på sidelinjen som pårørende. Uden at gå i detaljer kan jeg fortælle at min kæreste (skal vi ikke bare kalde hende M? Eller er det for besværligt når det også er det jeg "underskriver" mine indlæg med?) har en psykisk diagnose og lider meget mere under den end jeg gør under min. Dette har, i al den tid jeg har kendt hende, været en større eller mindre kilde til bekymring fra min side. Jeg kender til hendes historie og hvor svært hun har haft det, så selvfølgelig bekymrer jeg mig.
Når det så er sagt, er jeg også nødt til at sige at jeg beundrer hende som menneske. Hun har været igennem så meget lort, for at kalde en spade for en spade, og alligevel er hun kommet igennem det. For mig er hun en kilde til inspiration, fordi hun altid er kommet ud på den anden side, på trods af at det har været svært. Dette forstærkes bare af at hun er tre år yngre end mig - jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at gå igennem de ting hun har været igennem i den alder, på trods af det kun er tre år til forskel. Jeg synes det er svært nok at være i starten af 20'erne og være hæmmet af sin diagnose.
Going off track here - det er jeg ret god til.
M giver mig så meget positivt midt i al det dårlige. Selvom endnu en aftale bliver aflyst pga. dårlige dage eller hvad det nu er, så giver hun mig så meget godt, og det vejer bare tungere på vægtskålen. Når vi ses glemmer jeg alt det dårlige der har forhindret os i at ses. Min dag kan ikke blive dårlig når jeg vågner til en sød besked, også selvom det bare er et hurtigt "godmorgen skat". Jeg er generelt meget gladere, og det kan åbenbart ses - min yngste lillebror skrev det sødeste kort til mig på min fødselsdag hvor han bl.a. nævnte det. Selv corny Rasmus Seebach-sange giver lige pludselig mening. Kort sagt - jeg er hårdt ramt. Derfor er det hårdt når der går så lang tid imellem vi ses, men så er telefonen heldigvis opfundet, og hun er kun en sms eller et opkald væk.
Min familie er skøn og accepterende - min moster var mere oprørt over jeg ikke havde taget M med til familiefødselsdag end at min kæreste er en pige. Mine brødre, især den yngste, nævner tit at de gerne vil møde hende. I den sammenhæng går der en tanke ud til dem, der ikke er så heldige som mig og ikke føler de kan fortælle deres familie at de er tiltrukket af deres eget køn. For at citere den fantastiske kampagne startet af The Trevor Project - IT GETS BETTER.
Hold da op, et teksttungt indlæg det lige pludselig blev. Kort opsummering; jeg savner min kæreste grumt, håber på at se hende idag og beundrer hende dybt som menneske. Selv efter kort tid begyndte vi at små-snakke om at flytte sammen på et tidspunkt. Kort sagt - jeg er forelsket til op over begge ører og har tydeligvis gjort tidligere bekymringer til skamme - her snakker jeg selvfølgelig om det indlæg jeg skrev for noget tid siden hvor jeg var bange for ikke at kunne føle sommerfuglene i maven.
Nu vil jeg vende tilbage til at se semi-crappy daytime tv mens jeg venter på svar fra M - forhåbentlig er idag dagen hvor jeg ser hende igen.
/M
mandag den 23. juli 2012
PRECIOUS
Er netop hjemvendt efter en smålang dag.
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.
Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!
Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.
Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.
/M
Det startede med at Casper skrev ved 3-tiden, om jeg ville med en tur i centeret, da han skulle have nogle småting. "Awesome," tænkte jeg, "Så kommer jeg lidt ud.". Efter Casper havde købt hvad han skulle blev der snoldet lidt slush-ice (jeg ELSKER ordet snolde!) som blev nydt i skyggen af et træ på græsset udenfor centeret. Så fik jeg den geniale ide at ringe til min mormor, som bor 5 minutter derfra, og høre om hun gav en kop kaffe. Den ene kop blev til mange, og inden vi fik set os om var der improviseret aftensmad i ovnen, og da den var spist var klokken halv 9. Vi havde siddet i flere timer ude på terrassen og bare snakket og drukket kaffe og røget smøger.
Dage som idag gør mig glad. Både fordi jeg kommer ud i den friske luft og får noget solskin, men også fordi jeg ikke synes jeg ser mine bedsteforældre nok. Man har dem jo kun i begrænset tid, uanset om man kan lide det eller ej, de er her kun til låns. Det samme med resten af familien. Derfor skal man virkelig huske at nyde den tid man har med dem. Du ved aldrig hvornår det er for sent.
Min morfar døde i december 2008, og jeg tænker af og til på de ting han siden er gået glip af. Både min og min lillebrors studenter-tid, men også ting der er i fremtiden - han og min mormors ældste barnebarn skal giftes om bare lige knapt 3 uger. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at han har været til stede alligevel. At han holder øje med os fra hvor han er nu.
Jeg er ikke kristen og tror ikke på himlen og helvede. Til gengæld tror jeg på der er mere mellem himmel og jord end vi lige ved. Derfor er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at min morfar på et eller andet plan har været til stede da jeg, som det første af hans børnebørn, fik hue på. Han kunne være stædig når det passede ham, så det har han da ikke ville gå glip af!
Imorgen bliver også travl. Turen går til Bonbon-Land med min mor, mine brødre, min kæreste, min brors kæreste, min mors kæreste og hans børn, mor og niece foruden min morbror og tante og deres børn. Vi bliver en stor flok, men jeg glæder mig - det er ved at være sidste udkald for den slags familieting inden den yngste bror smutter et år på efterskole. Det bliver helt mærkeligt at hans værelse står tomt, og at han ikke lige ringer og spørger om jeg kommer forbi og øver, men jeg ved at han glæder sig, og han vil have så godt af et år sammen med andre musik-interesserede unge mennesker.
Livet er en mærkelig størrelse som vi aldrig helt selv kan styre. Derfor skal vi huske at nyde vores familie mens vi har dem - og når de ikke er her længere, har vi dem stadig med os i hjertet.
/M
lørdag den 21. juli 2012
THE MONSTER INSIDE
Jeg sidder pt. og ser en dokumentar om ondskab. Hvad er grunden til at nogen mennesker er mere i stand til at udføre onde handlinger end andre - og hvor går grænsen på hvornår man er ond?
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
Dette emne har fascineret mig dybt siden jeg i 9. klasse var så heldig at kunne tage psykologi. Vi gennemgik både psykopater og narcisister - dvs. hhv. mennesker der ikke kan føle empati, og mennesker der føler sig hævet over andre og som regel også misforstået af omverdenen, som ikke ser deres fantastiske evner. Alt dette er materiale nok til et helt separat indlæg, så det vil jeg ikke gå nærmere ind i.
I tv-serien Criminal Minds, som er en af mine personlige favoritter, arbejder de med at opbygge psykologiske profiler af den ukendte gerningsmand og kan via disse profiler hjælpe politiet med at indsnævre deres jagt. Jeg tror det er det psykiske aspekt af serien der har fanget mig så voldsomt, selvfølgelig udover at personerne er så sympatiske at man ikke kan lade være med at forelske sig lidt i dem alle sammen. En tanke melder sig dog efter stort set hver afsnit - der findes mennesker som gerningsmændene i CM overalt på jorden, som er i stand til de mest utænkelige ting. Hvad er det, der har gjort at disse mennesker er som de er? Hvor langt kan man presse et almindeligt menneske, før de begår frygtelige handlinger?
Vi har alle et lille monster inden i os. Vi vil alle være i stand til at slå et andet menneske ihjel hvis vores eget liv afhang af det. Spørgsmålet er, om det gør os til dårlige mennesker - eller om det bare viser at vi er stærke?
Ikke alle kan gå ud og slå uskyldige mennesker ihjel, heldigvis. Men vi er alle i stand til at slå ihjel.
En psykisk sygdom er også et monster. Den lurer konstant i baghovedet og påvirker hvordan du opfører dig og opfatter ting. Lige pludselig stikker den sit grimme ansigt frem og får alt det, du kender, til at krakelere omkring dig. Du selv står så tilbage med en følelse af magtesløshed og ved ikke hvordan du skal bekæmpe dette monster. Du har nu valget - vil du lade monsteret styre dig og dit liv, eller vil du tage kampen op?
Jeg prøver hver dag at kæmpe en brav kamp, men nogen dage må jeg give op og indse at jeg ikke har kræfterne til at kæmpe imod lige den dag. Disse dage har monsteret styringen, og jeg ligger som regel bare i min seng og lader monsteret gøre som det har lyst til. Lader det isolere mig ved ikke at snakke med nogen, og lader det lænke mig til min lejlighed.
De fleste dage er jeg i stand til at kæmpe mod monsteret, takket være mine allierede i kampen - mine venner, min familie, min kæreste. Nogen dage kan jeg bare ikke kæmpe mere.
 |
| Fotograf og redigering: Casper Mohr - find hans blog her! |
"Ghosts are real. Monsters are real too. They live inside us, and sometimes they win."
- Stephen King
/M
lørdag den 14. juli 2012
FAITH, HOPE AND LOVE
Idag er det min fødselsdag - jeg bliver hele 22 år gammel! Puh, så er man dét tættere på de 30...
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
Denne smukke halskæde fik jeg af min farmor. Den har tilhørt hendes mor, min oldemor, som nu er død. Den er af guld, og som I kan se er vedhænget symbolerne for tro, håb og kærlighed - noget, som min farmor også skrev i kortet, hun ønsker for mig.
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
Igår, d. 13. juli, holdt jeg lille hygge-fødselsdagsting for min fars del af familien, dvs. min far, hans kæreste, den ældste lillebror, min farbror, min farmor og hendes mand. Alt i alt var det en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og godt selskab, men der er noget specielt jeg vil fortælle med dette indlæg.
 |
| Jeg undskylder kvaliteten - billedet er taget med min HTC Cha Cha telefon. |
Det er en helt simpel guldkæde, og vedhængene er også helt simple, og det kan jeg rigtig godt lide. Mine ringe må gerne blive så store og voldsomme som muligt, men når det gælder halskæder skal de helst være simple. Måske hænger det sammen med at jeg har piercing i næsen og en stav på tværs af højre øre, så for at det ikke skal blive for voldsomt at se på, må eventuelle halssmykker gerne nedtones.
Tro, håb og kærlighed er et koncept jeg er ret pjattet med, for det er tre helt basale begreber et menneske kan have brug for for at holde sig oppe.
Tro: Det behøver ikke engang være religiøst. Selvom nogen klarer sig igennem hårde tider ved hjælp af religion, er det så meget mere end det. Jeg plejer at sige, at jeg er ikke religiøs, men skulle jeg vælge, ville min religion være kærlighed og karma. Opfør dig overfor andre som du gerne selv vil behandles og elsk din næste uanset religion, race og seksualitet - så kan der kun komme gode ting i din retning. For mig personligt har jeg troen på at jeg en dag bliver rask og medicinfri at klamre mig til.
Håb: Håb er en finurlig størrelse. Det kan være stort, det kan være småt, det kan være hemmeligt, spirende, glødende. Man kan altid have håb - det er noget ingen nogensinde kan tage fra dig. Der er ingen grænser for hvad du har lov til at håbe for. Igen for mit vedkommende er det en rask og medicinfri hverdag jeg håber på, og det skal nok komme en dag.
Kærlighed: Åhh, hvor skal jeg begynde? Kærlighed er så universelt. Kærlighed er et sprog alle kan tale og forstå. Kærlighed er smukt. Biblen har helt ret i den passage der læses til bryllupper - den der handler om, at "kærlighed dømmer ikke, misunder ikke, bærer ikke nag". Jeg kan skrive side op og side ned om hvor fantastisk kærlighed er, men for at gøre en lang historie lidt kortere, så er jeg fantastisk stor fan af kærlighed og mener ikke det kan spredes nok. Alle kan give kærlighed - og alle fortjener at modtage kærlighed.
Jeg håber at verden en dag bliver bedre til at sprede kærlighed frem for had og bitterhed - forestil jer hvor smuk en verden vi så ville leve i.
/M
tirsdag den 10. juli 2012
IT'S ALL ABOUT PASSION
Puh, det er noget tid siden jeg har været forbi... Jeg har åbenbart trængt til en gang massiv afslapning efter studenter-ræset, som endnu ikke helt er forbi, siden jeg var til studenterfest i lørdags.
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
I skrivende stund sidder jeg og er ved at falde i søvn... Min yngste lillebror og jeg holdt hyggeaften igår, hvilket bestod af film og musik-hygge. Vi endte med at se Battle Royale, The Chronicles of Narnia: Prince Caspian og X-Men: First Class, alle tre film som jeg iøvrigt varmt kan anbefale. Imellem filmene fik vi arbejdet lidt på vores musikprojekt, den akustiske duo Raw Genius and the Hot Modest. Pt leger vi med forskellige covernumre af kunstnere som Ed Sheeran, Train, Taylor Swift og Miranda Lambert, så vi leger ret meget rundt i forskellige genrer, hvilket jeg elsker! Jeg har altid gerne ville synge country. Jeg har sunget i kirkekor da jeg var yngre, så jeg slås af og til lidt med teknikkerne, men jeg kan allerede mærke jeg rykker mig, og det giver mig så meget.
Man kan vist godt fornemme at musik er min passion. Jeg har altid elsket at synge og gør det stadig tit højt og længe (undskyld, kære naboer!). I løbet af årene har jeg også haft samlet et par instrumenter op, men det er sangen der rigtig har sat sig fast, og nu hvor jeg er begyndt at spille sammen med min fantastisk dygtige lillebror er passionen bare vokset. Jeg elsker at lege med min stemme og det faktum, at jeg kan udtrykke så meget forskelligt ved bare at ændre på småting, og så er det bare en fantastisk måde at kunne fortælle en historie på.
Min kæreste brokker sig af og til over at hun ikke kan synge.
Jeg plejer at svare, "Det er lige meget om du kan synge eller ej - så længe du bliver glad af det."
Det synes jeg nu alligevel er ret kloge ord...
/M
mandag den 2. juli 2012
BABY STEPS
Jeg er nu gået igang med et projekt, jeg længe har ville sætte igang. Måske er I stødt på min anden blog BUT WHO ARE YOU? og har læst indlægget allerede, men dette er en stor del af mit liv lige nu og jeg føler stærkt for at dele dette med jer.
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
Størstedelen af følgende er mere eller mindre kopieret fra min anden blog.
Som nævnt på den anden blog, er dette projekt en bog. Historien er mit hjertebarn og står mig meget nært allerede. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle at den handler om det at være en ung pige, der indser hun er tiltrukket af sit eget køn, og den fantastiske og skræmmende hvirvelvind det kan starte i hovedet på en teenager.
Grunden til jeg så gerne vil fortælle denne historie er, at jeg selv stod som 15-årig og ledte biblioteket tyndt i jagt på bøger om hvad jeg selv gik igennem. I den alder indså jeg nemlig at jeg er biseksuel, dvs. tiltrukket af og forelsker mig i både piger og fyre. Jeg blev dog grumme skuffet da jeg indså at størstedelen af teenage-litteratur handler om jagten på drømmefyren, og den smule der havde homoseksualitet som tema var rettet mod eller omhandlede fyre.
Jeg følte simpelten at jeg var for anderledes til at andre kunne skrive bøger om, hvad jeg følte og gik igennem.
Jeg har en god mavefornemmelse omkring udfaldet af denne bog, og skulle jeg være så heldig en dag at få den udgivet, håber jeg at den kan være med til at give andre unge piger de svar og den følelse af at høre til som jeg ikke selv kunne finde i samme situation.
Dette indlæg er en lille opsummering af hvad der foregår i mit hoved lige nu, og hvad der bl.a. driver mig som menneske. Jeg ville elske at kunne leve af at skrive, og hvem ved, måske er dette starten på en karriere?
/M
fredag den 29. juni 2012
PICTURE PERFECT?
Hej søde mennesker der læser med!
Jeg er en elendig blogger pt - denne uge har været hektisk pga. studenterhalløj. Lillebror fik som sagt hue på i mandags. Onsdag stod den på galla, igår holdt vi privat studentergilde, og idag var de ude og køre - alt sammen med yours truly som fotograf. Jeg tror aldrig jeg har tømt mit kamera så hyppigt!
On a side note, så har jeg oprettet endnu en blog - den kommer til at indeholde streetstyle billeder såvel som strøtanker og hvad/hvem der inspirerer mig som kunstner (uanset om det er musik eller film) og menneske. Det er et indblik i den kreative del af min hjerne - den del, der holder mig oppe og pt. giver mig noget at leve for.
Fordi dette indlæg er super kort (jeg sidder i skrivende stund og er totalt klar til at gå omkuld!), får I nogen fantastiske billeder med på vejen. Jeg elsker at kigge folks blogs igennem, især når de poster nogle smukke og inspirerende billeder - også selvom billedet bare består at citater. Jeg er en kæmpe sucker for citater og har selv et stykke A4 papir fyldt med skønne og opmuntrende citater hængende på mit skab. Disse er dog lidt mere tankevækkende, måske endda i den depressive ende - men det er en del af livet og en del af mig og min tankegang.
Until next time.
/M
Jeg er en elendig blogger pt - denne uge har været hektisk pga. studenterhalløj. Lillebror fik som sagt hue på i mandags. Onsdag stod den på galla, igår holdt vi privat studentergilde, og idag var de ude og køre - alt sammen med yours truly som fotograf. Jeg tror aldrig jeg har tømt mit kamera så hyppigt!
On a side note, så har jeg oprettet endnu en blog - den kommer til at indeholde streetstyle billeder såvel som strøtanker og hvad/hvem der inspirerer mig som kunstner (uanset om det er musik eller film) og menneske. Det er et indblik i den kreative del af min hjerne - den del, der holder mig oppe og pt. giver mig noget at leve for.
Fordi dette indlæg er super kort (jeg sidder i skrivende stund og er totalt klar til at gå omkuld!), får I nogen fantastiske billeder med på vejen. Jeg elsker at kigge folks blogs igennem, især når de poster nogle smukke og inspirerende billeder - også selvom billedet bare består at citater. Jeg er en kæmpe sucker for citater og har selv et stykke A4 papir fyldt med skønne og opmuntrende citater hængende på mit skab. Disse er dog lidt mere tankevækkende, måske endda i den depressive ende - men det er en del af livet og en del af mig og min tankegang.
 |
| Jeg elsker filmen, og især dette citat bed sig fast - for det er så rigtigt. |
/M
tirsdag den 26. juni 2012
AS LIFE PASSES BY
Igår blev min ældste lillebror student fra gymnasiet. Selvfølgelig er det en dejlig ting, og jeg er stolt af ham, men det satte også en masse tanker igang.
Jeg blev selv student for 3 år siden. Jeg var lykkelig for endelig at være færdig, især fordi jeg fik min første depression i 2.g, og til tider blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg fik min hue.
Siden fik jeg det bedre og jeg så mig selv som værende rask. Jeg stoppede min medicin, tog et sabbatår efter 3.g og alt kørte bare som på skinner. Jeg havde et par små-jobs her og der, og i september 2010 flyttede jeg hjemmefra og startede på bioanalytiker uddannelsen, som på daværende tidspunkt virkede som min drømmeuddannelse.
Så gik det galt.
Ikke engang et halvt år inde i uddannelsen gik jeg helt ned igen og fik diagnosticeret min anden depression. Jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen og lå bare i min seng i ugevis og lavede ingenting. Mit liv gik på alle måder i stå, og jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle få et velfungerende liv. Min mors alarmklokker gik for alvor igang da jeg ikke engang havde lyst til at gå til audition på en forestilling musicalgruppen Sceptor, min anden familie, satte op.
Basically havde jeg mistet lysten til alt det, der tidligere drev mig og fik mig ud af sengen.
Som tiden er gået har jeg gradvist fået det bedre, men jeg er slet ikke noget nær klar en til uddannelse endnu. Jeg har kigget lidt på forskellige, og det der tiltaler mig nu, er alle sammen kreative uddannelser. Skuespiller, fotograf, filminstruktør. Jeg ville også elske at kunne leve af at lave musik.
Jeg siger tit, at mit ultimative drømmejob ville være at arbejde på tv-serien Glee. Musik, sang, dans og skuespil i ét. Jeg fantaserer tit om at pakke alt mit lort og flytte til L.A. og starte på en frisk. Tage skuespilstimer, gå til den ene audition efter den anden, have et crappy arbejde der betaler regningerne mens jeg venter på mit break-through. Arbejde som statist på en masse tv-serier og film indtil jeg får den opringning jeg venter på; at casting-menneskerne kunne lide min audition og gerne vil ansætte mig. Arbejde lange dage på sets med masser af ventetid, bare for at lave det, jeg elsker. Blive udfordret som både menneske og skuespiller hver eneste dag. Det er dét, jeg drømmer om.
Jeg ved godt det er store drømme at have. Jeg ved også godt at mange mennesker har disse drømme og aldrig får dem realiseret. Det ændrer ikke på, at der stadig er mennesker, der får disse drømme opfyldt.
Hvorfor skulle jeg så ikke være en af dem?
The day I stop dreaming, I might as well be dead.
/M
Jeg blev selv student for 3 år siden. Jeg var lykkelig for endelig at være færdig, især fordi jeg fik min første depression i 2.g, og til tider blev jeg i tvivl om hvorvidt jeg fik min hue.
Siden fik jeg det bedre og jeg så mig selv som værende rask. Jeg stoppede min medicin, tog et sabbatår efter 3.g og alt kørte bare som på skinner. Jeg havde et par små-jobs her og der, og i september 2010 flyttede jeg hjemmefra og startede på bioanalytiker uddannelsen, som på daværende tidspunkt virkede som min drømmeuddannelse.
Så gik det galt.
Ikke engang et halvt år inde i uddannelsen gik jeg helt ned igen og fik diagnosticeret min anden depression. Jeg var nødt til at stoppe på uddannelsen og lå bare i min seng i ugevis og lavede ingenting. Mit liv gik på alle måder i stå, og jeg kunne ikke se hvordan jeg nogensinde skulle få et velfungerende liv. Min mors alarmklokker gik for alvor igang da jeg ikke engang havde lyst til at gå til audition på en forestilling musicalgruppen Sceptor, min anden familie, satte op.
Basically havde jeg mistet lysten til alt det, der tidligere drev mig og fik mig ud af sengen.
Som tiden er gået har jeg gradvist fået det bedre, men jeg er slet ikke noget nær klar en til uddannelse endnu. Jeg har kigget lidt på forskellige, og det der tiltaler mig nu, er alle sammen kreative uddannelser. Skuespiller, fotograf, filminstruktør. Jeg ville også elske at kunne leve af at lave musik.
Jeg siger tit, at mit ultimative drømmejob ville være at arbejde på tv-serien Glee. Musik, sang, dans og skuespil i ét. Jeg fantaserer tit om at pakke alt mit lort og flytte til L.A. og starte på en frisk. Tage skuespilstimer, gå til den ene audition efter den anden, have et crappy arbejde der betaler regningerne mens jeg venter på mit break-through. Arbejde som statist på en masse tv-serier og film indtil jeg får den opringning jeg venter på; at casting-menneskerne kunne lide min audition og gerne vil ansætte mig. Arbejde lange dage på sets med masser af ventetid, bare for at lave det, jeg elsker. Blive udfordret som både menneske og skuespiller hver eneste dag. Det er dét, jeg drømmer om.
Jeg ved godt det er store drømme at have. Jeg ved også godt at mange mennesker har disse drømme og aldrig får dem realiseret. Det ændrer ikke på, at der stadig er mennesker, der får disse drømme opfyldt.
Hvorfor skulle jeg så ikke være en af dem?
The day I stop dreaming, I might as well be dead.
/M
lørdag den 23. juni 2012
FOOD FOR THOUGHT...
Jeg delte dette billede på Facebook engang i sidste måned, tror jeg det var - men hold kæft hvor er det rigtigt.
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.
For mennesker, der ikke har haft psykiske problemer inde på livet, kan det være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, hvordan man har det. Derfor startede jeg denne blog; derfor vælger jeg at fortælle min historie på denne måde. Blogland er blevet stedet at dele sit liv, og det har jeg valgt at udnytte.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M
Dette billede viser lige præcis hvorfor jeg startede denne blog, og sætter forhåbentlig tingene lidt i perspektiv hos "raske" mennesker.
Billedet taler for sig selv, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig knytte nogen ord til, som billedet ikke allerede siger.
I skrivende stund sidder jeg med en smøg i mundvigen og reflekterer lidt over de ting, jeg har hørt i tidens løb. Alle de gange jeg har følt mig svag når jeg ikke har kunne tage på arbejde, når jeg ikke har haft energi til at rydde op, når jeg ikke har kunne overskue at tage telefonen. Men jeg er ikke svag. For at overleve med en psykisk lidelse i denne verden er man nødt til at være stærk.
Mine venner og familie gør mig stærk. Jeg skylder dem alt - og alligevel intet. For de forventer ikke andet end at jeg er der for dem når de behøver det. Det er ikke altid jeg har overskuddet til det - men jeg prøver. Og jeg bliver stærkere hver dag.
/M
fredag den 22. juni 2012
IT'S A VERY, VERY... MAD WORLD.
Dette indlæg er ikke depressionsrelateret - men indholdet er vigtigt og buskabet står mig meget nært personligt.
Dette klip fangede min opmærksomhed da min lillebror linkede til det på Facebook. Det viser en kvinde ved navn Karen, der bliver håbløst og nådesløst mobbet af de unge mennesker hun har til opgave at beskytte som bus monitor i New York. Efterfølgende er faderen til et af disse unge mennesker trådt frem på tv og skammer sig inderligt, og jeg håber virkelig alle disse unge mennesker sidder tilbage med en rigtig grim smag i munden, især fordi hun er så god af sig at hun ikke vil lægge sag an mod dem.
Denne video har rystet mennesker over hele verden, og jeg er bestemt en af dem. Anti-hadegruppen på Facebook "For alle der er trætte af MÆLKEBØTTER" har heldigvis også nogen hurtige medlemmer der har lagt videoen op, for den er et udemærket eksempel på at unge ikke kun mobber unge og at ingen er sikker mod mobning.
Uanset alder på mobber og mobbeoffer er mobning aldrig i orden. Mobning vil altid give ar på sjælen og kan ødelægge et liv fuldstændig. Sidste år blev USA rystet af en serie af selvmord begået af LGBT teenagere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) som følge af intensiv mobning og chikane pga. deres seksuelle orientering, og siden adgang til internettet og mobiltelefoner er blevet hverdag for teengere er mobningen eksploderet i det begreb der hedder cyberbullying, eller cyber-mobning. Grusomhederne er ikke længere begrænset til skolegården, men følger de unge mennesker med hjem, og Youtube er fuld af mindevideoer, der er lavet for at hylde de unge mennesker, der har taget deres eget liv som følge af mobning, både hetero-, bi- og homoseksuelle.
Det er heller ikke kun unge mennesker der mobber. En ung pige blev forelsket i en fyr hun havde skrevet sammen med og begik selvmord da denne unge fyr også vendte sig imod hende. Han viste sig at være fiktiv, da den unge piges tidligere venindes mor stod bag den falske internetprofil efter hendes datter og den unge pige, som iøvrigt var deres nabo, var blevet uvenner. Hun ville give den stakkels unge pige "hvad hun fortjente".
Ingen fortjener at blive mobbet. Desværre vil der altid være mennesker der føler behov for at træde på andre for at føle sig større og stærkere, men sammen kan vi forhåbentlig gøre bare en lille forskel i denne kamp.
Lad os sprede kærlighed frem for had og lade karma tage sig af dem, der gør det modsatte.
/M
Dette klip fangede min opmærksomhed da min lillebror linkede til det på Facebook. Det viser en kvinde ved navn Karen, der bliver håbløst og nådesløst mobbet af de unge mennesker hun har til opgave at beskytte som bus monitor i New York. Efterfølgende er faderen til et af disse unge mennesker trådt frem på tv og skammer sig inderligt, og jeg håber virkelig alle disse unge mennesker sidder tilbage med en rigtig grim smag i munden, især fordi hun er så god af sig at hun ikke vil lægge sag an mod dem.
Denne video har rystet mennesker over hele verden, og jeg er bestemt en af dem. Anti-hadegruppen på Facebook "For alle der er trætte af MÆLKEBØTTER" har heldigvis også nogen hurtige medlemmer der har lagt videoen op, for den er et udemærket eksempel på at unge ikke kun mobber unge og at ingen er sikker mod mobning.
Uanset alder på mobber og mobbeoffer er mobning aldrig i orden. Mobning vil altid give ar på sjælen og kan ødelægge et liv fuldstændig. Sidste år blev USA rystet af en serie af selvmord begået af LGBT teenagere (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender) som følge af intensiv mobning og chikane pga. deres seksuelle orientering, og siden adgang til internettet og mobiltelefoner er blevet hverdag for teengere er mobningen eksploderet i det begreb der hedder cyberbullying, eller cyber-mobning. Grusomhederne er ikke længere begrænset til skolegården, men følger de unge mennesker med hjem, og Youtube er fuld af mindevideoer, der er lavet for at hylde de unge mennesker, der har taget deres eget liv som følge af mobning, både hetero-, bi- og homoseksuelle.
Det er heller ikke kun unge mennesker der mobber. En ung pige blev forelsket i en fyr hun havde skrevet sammen med og begik selvmord da denne unge fyr også vendte sig imod hende. Han viste sig at være fiktiv, da den unge piges tidligere venindes mor stod bag den falske internetprofil efter hendes datter og den unge pige, som iøvrigt var deres nabo, var blevet uvenner. Hun ville give den stakkels unge pige "hvad hun fortjente".
Ingen fortjener at blive mobbet. Desværre vil der altid være mennesker der føler behov for at træde på andre for at føle sig større og stærkere, men sammen kan vi forhåbentlig gøre bare en lille forskel i denne kamp.
Lad os sprede kærlighed frem for had og lade karma tage sig af dem, der gør det modsatte.
/M
mandag den 11. juni 2012
INFLATE MY EGO
Puh, jeg synes jeg er lettere træt... Men det er vel prisen for at komme hjem ved 4-tiden fordi min bedste ven og jeg legede med billeder i photoshop.
Den anden dag legede vi semi-spontant photoshoot med mig som model, for at få nogen lækre billeder af mit hår. Det var en ret akavet oplevelse, da jeg er vant til at være på den anden side af kameraet, men der kom nogen rigtig flotte billeder ud af det, til min store overraskelse. Jeg har aldrig selv syntes jeg var specielt fotogen, og har også altid haft nogen issues med hvordan jeg ser ud - jeg er for tyk, min mund er for lille osv. Jeg tror det har været et sundt "reality-check" for mig, hvis man kan kalde det dét. Jeg ser så småt hvad andre ser - eller ihvertfald hvad de siger, de ser. En ung pige med et kønt ansigt, bambi-øjne og et smil på læben.
Jeg er så uendeligt tilfreds med dette billede - og det forstærkes bare af, at det er et one-shot wonder. Det var en test for at se om den slags billeder kunne fungere, og så endte det så godt ud. Det eneste der er redigeret er farverne, og så er der tilsat lidt shine i øjnene.
Endelig reflekterer kameraet hvad jeg ind i mellem ser i spejlet. Ord kan ikke rigtig beskrive hvor tilfreds jeg er med dette billede.
/M
Den anden dag legede vi semi-spontant photoshoot med mig som model, for at få nogen lækre billeder af mit hår. Det var en ret akavet oplevelse, da jeg er vant til at være på den anden side af kameraet, men der kom nogen rigtig flotte billeder ud af det, til min store overraskelse. Jeg har aldrig selv syntes jeg var specielt fotogen, og har også altid haft nogen issues med hvordan jeg ser ud - jeg er for tyk, min mund er for lille osv. Jeg tror det har været et sundt "reality-check" for mig, hvis man kan kalde det dét. Jeg ser så småt hvad andre ser - eller ihvertfald hvad de siger, de ser. En ung pige med et kønt ansigt, bambi-øjne og et smil på læben.
 |
| Fotograf og redigering: Casper Mohr |
Endelig reflekterer kameraet hvad jeg ind i mellem ser i spejlet. Ord kan ikke rigtig beskrive hvor tilfreds jeg er med dette billede.
/M
mandag den 4. juni 2012
HERE IT IS
Mit hår har nu været færdig-dreadet i et par dage og jeg prøver stadig at vænne mig til det... Men lad der ikke være nogen tvivl. Jeg ELSKER mine nye dreads! Forskellige længder og tykkelser - præcis som jeg ville have dem. Jeg synes de er flottest når de ikke er "perfekte". Indtil igår havde jeg små elastikker sat rundt om enderne for at få de ønskede blunt tips, men nu er de taget af, og enderne holder rigtig pænt.
Jeg har da også kun fået positiv respons på dem fra folk jeg kender.
På det personlige plan har jeg nu en eller anden form for fred indeni - den fred man får når man udlever en drøm, uanset om den er stor eller lille. Jeg har ville det her i så lang tid, og nu er det gjort. Jeg er glad.
Jeg er ligeglad med hvad andre synes. Jeg elsker mine dreads.
/M
Jeg har da også kun fået positiv respons på dem fra folk jeg kender.
På det personlige plan har jeg nu en eller anden form for fred indeni - den fred man får når man udlever en drøm, uanset om den er stor eller lille. Jeg har ville det her i så lang tid, og nu er det gjort. Jeg er glad.
Jeg er ligeglad med hvad andre synes. Jeg elsker mine dreads.
 |
| So far et lidt crappy webcam billede - men det er også bare et sneak-peek :) |
mandag den 28. maj 2012
TONIGHT, WE ARE YOUNG
Jeg har besluttet mig for at der skal ske noget drastisk nu.
Jeg var til en fødselsdag i lørdags, hvor jeg havde en god snak med min tantes mor. Basically blev vi enige om, at nu er tiden til at gøre en masse jeg måske ikke får mulighed for senere. Jeg er ung, og tiden er inde til at gøre en masse som nogen måske vil kalde dumt. Det er nu jeg skal være vild. Få tatoveringer, drikke mig i hegnet, generelt bare gøre noget jeg måske ikke ville gøre om 20 år.
Jeg har besluttet mig for, at nu skal jeg have dreadlocks.
Jeg har længe leget med tanken, især efter jeg faldt over The Glee Project og den her vildt cool dude, Samuel Larsen. Hans rockstar-attitude og laid-back indstilling til livet gjorde, sammen med det fact at han er sindssygt talentfuld, at jeg hurtigt begyndte at se ham som en slags forbillede. Hans trademark er hans lange dreadlocks. Dér blev jeg for alvor interesseret i dreads. Ikke for at være ligesom ham, på nogen måde, men fordi det udtrykker individualitet på så højt et plan at jeg ikke kan andet end at være fascineret.
Jeg har siden søgt Youtube tynd i jagt på information om dreads, det samme med Google. Jeg fandt den ene video efter den anden hvor folk fortæller om deres beslutning, og jeg har indtil videre ikke fundet noget, der har afskrækket mig. Så længe man passer sine dreads ordentligt og vedligeholder dem med de bedst egnede produkter, er det lige så rent (hvis ikke mere) som u-dreadet hår.
Jeg har i et stykke tid nu forberedt mit hår med en øko-shampoo uden silikone, parabener, farvestoffer og parfume, og mit hår føles sundere og stærkere. Jeg har valgt at bruge en metode der ikke kræver voks, hvilket jeg har det bedst med fordi jeg gerne vil have mine dreads så naturlige som muligt.
Jeg har snakket lidt med forskellige mennesker omkring mig omkring min beslutning, og nogen mener det vil være synd, fordi mit hår er så langt, tykt og flot. Jeg kan godt se hvad de mener, men så igen, så er min beslutning taget. Det er på tide at prøve noget nyt, og hvis det ikke bliver pænt er der andre muligheder end at klippe dem af.
Om ikke andet, så er det hår - det vokser ud igen.
/M
Jeg var til en fødselsdag i lørdags, hvor jeg havde en god snak med min tantes mor. Basically blev vi enige om, at nu er tiden til at gøre en masse jeg måske ikke får mulighed for senere. Jeg er ung, og tiden er inde til at gøre en masse som nogen måske vil kalde dumt. Det er nu jeg skal være vild. Få tatoveringer, drikke mig i hegnet, generelt bare gøre noget jeg måske ikke ville gøre om 20 år.
Jeg har besluttet mig for, at nu skal jeg have dreadlocks.
Jeg har længe leget med tanken, især efter jeg faldt over The Glee Project og den her vildt cool dude, Samuel Larsen. Hans rockstar-attitude og laid-back indstilling til livet gjorde, sammen med det fact at han er sindssygt talentfuld, at jeg hurtigt begyndte at se ham som en slags forbillede. Hans trademark er hans lange dreadlocks. Dér blev jeg for alvor interesseret i dreads. Ikke for at være ligesom ham, på nogen måde, men fordi det udtrykker individualitet på så højt et plan at jeg ikke kan andet end at være fascineret.
Jeg har siden søgt Youtube tynd i jagt på information om dreads, det samme med Google. Jeg fandt den ene video efter den anden hvor folk fortæller om deres beslutning, og jeg har indtil videre ikke fundet noget, der har afskrækket mig. Så længe man passer sine dreads ordentligt og vedligeholder dem med de bedst egnede produkter, er det lige så rent (hvis ikke mere) som u-dreadet hår.
Jeg har i et stykke tid nu forberedt mit hår med en øko-shampoo uden silikone, parabener, farvestoffer og parfume, og mit hår føles sundere og stærkere. Jeg har valgt at bruge en metode der ikke kræver voks, hvilket jeg har det bedst med fordi jeg gerne vil have mine dreads så naturlige som muligt.
Jeg har snakket lidt med forskellige mennesker omkring mig omkring min beslutning, og nogen mener det vil være synd, fordi mit hår er så langt, tykt og flot. Jeg kan godt se hvad de mener, men så igen, så er min beslutning taget. Det er på tide at prøve noget nyt, og hvis det ikke bliver pænt er der andre muligheder end at klippe dem af.
Om ikke andet, så er det hår - det vokser ud igen.
 |
| Samuel Larsen |
/M
fredag den 25. maj 2012
SO MANY SLEEPLESS NIGHTS, I WONDER...
Puh, det er tidligt - jeg bliver aldrig a-menneske, uanset om jeg vågner af mig selv eller om det er vækkeuret, der brutalt river mig ud af søvnen. Jeg gik forholdsvist tidligt kold igår i forhold til hvad jeg plejer, vi snakker halv 11-ish, efter jeg havde taget en halv sovepille (dem har jeg desværre haft brug for et par gange...). Det er lidt en gråzone med sovepillerne og hvordan de virker, for en halv kan måske liiiige strækkes til 7-8 timers søvn men bliver som regel kun til ca. 6 timer (hvilket slet ikke er nok for mig!), og en hel sovepille slår mig nærmest ud en hel dag. Desværre ser det ud til at jeg må bede min læge om flere sovepiller, for efter at have startet op på medicinen igen er mit søvnmønster røget direkte ud af vinduet. Som jeg har nævnt før, sover jeg meget i ryk, og kun få timer af gangen. Jeg vågner ikke om morgenen med følelsen af at have sovet dybt og tungt natten igennem. Det irriterer mig, for det gør at jeg har mindre energi i løbet af dagen til at få ting gjort. Idag vågnede jeg ved ca. halv 6-tiden, og min første tanke var "You have got to be kidding me...". Jeg kunne selvfølgelig ikke sove videre og lå bare og vendte og drejede mig. Irriterende. Jeg må få ringet til lægen.
Ellers ser dagen lovende ud. Ud fra vejret at dømme, ser det ud til at blive endnu en solrig og varm dag, der kalder på sommerkjoler. Jeg kom hjem fra dansetræning igår med vabler på mine vabler - det er smertefuldt at gå Converse All-Stars til! Jeg vil lave en kop kaffe og hoppe under en bruser inden turen går til Faxe for at besøge en veninde. Jeg glæder mig, det er for længe siden jeg har set hende!
Jeg prøver nu at passe bedre på mig selv. Pga. varmen har jeg altid en flaske vand i tasken, og jeg ved, at hvis jeg ikke passer ordentligt på mig selv, har jeg to familier der er klar til at give mig en kærlig, men verbal røvfuld - min biologiske familie og min anden familie, Sceptor. Uanset hvilke højere magter der er derude, har vedkommende valgt at velsigne mig med at have alle disse fantastiske mennesker i mit liv. Tak.
/M
Ellers ser dagen lovende ud. Ud fra vejret at dømme, ser det ud til at blive endnu en solrig og varm dag, der kalder på sommerkjoler. Jeg kom hjem fra dansetræning igår med vabler på mine vabler - det er smertefuldt at gå Converse All-Stars til! Jeg vil lave en kop kaffe og hoppe under en bruser inden turen går til Faxe for at besøge en veninde. Jeg glæder mig, det er for længe siden jeg har set hende!
Jeg prøver nu at passe bedre på mig selv. Pga. varmen har jeg altid en flaske vand i tasken, og jeg ved, at hvis jeg ikke passer ordentligt på mig selv, har jeg to familier der er klar til at give mig en kærlig, men verbal røvfuld - min biologiske familie og min anden familie, Sceptor. Uanset hvilke højere magter der er derude, har vedkommende valgt at velsigne mig med at have alle disse fantastiske mennesker i mit liv. Tak.
/M
onsdag den 23. maj 2012
I'M FEELIN' IT
Igen en dag med superlækkert vejr. Jeg er igen hoppet i sommerkjolen, kan ikke holde ud at have andet på :)
Min krop er godt brugt efter igår, der blev danset til sveden løb (hvilket nok delvist var fordi lokalet i forvejen var hamrende varmt...) og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kan mærke det idag. Især mine mavemuskler, som jeg set i bakspejlet vistnok glemte at strække ud, er ømme. Det var det hele værd, though. Jeg kom hjem med den der tilfredse følelse i kroppen af at have brugt en masse energi på noget jeg elsker, og der gik da heller ikke mere end to timer før jeg sov som en sten... Hvilket bare resulterede i at jeg vågnede hammer-tidligt og ikke kunne sove videre.
Lige om snart skal jeg finde ud af at mødes med min bedste ven så vi kan aftale hvordan og hvorledes det skal forløbe imorgen når vi starter med at danse. Jeg glæder mig, vi skal rode lidt med noget hip-hop, en genre som jeg ikke rigtig har leget med før, så det bliver fedt og garanteret også lærerigt at udvide min dansehorisont.
I skrivende stund lægger jeg neglelak (my addiction...) mens jeg genoplever mine teenage-år med tonerne af McFly, som jeg med stolthed gerne erklærer jeg har fulgt siden deres første tv-optræden nogensinde. De er et band, som mere eller mindre bar mig igennem mine teenage-år fra jeg var ca. 13 år gammel, og som jeg aldrig tror jeg bliver træt af at grave frem igen og igen!
/M
Min krop er godt brugt efter igår, der blev danset til sveden løb (hvilket nok delvist var fordi lokalet i forvejen var hamrende varmt...) og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kan mærke det idag. Især mine mavemuskler, som jeg set i bakspejlet vistnok glemte at strække ud, er ømme. Det var det hele værd, though. Jeg kom hjem med den der tilfredse følelse i kroppen af at have brugt en masse energi på noget jeg elsker, og der gik da heller ikke mere end to timer før jeg sov som en sten... Hvilket bare resulterede i at jeg vågnede hammer-tidligt og ikke kunne sove videre.
Lige om snart skal jeg finde ud af at mødes med min bedste ven så vi kan aftale hvordan og hvorledes det skal forløbe imorgen når vi starter med at danse. Jeg glæder mig, vi skal rode lidt med noget hip-hop, en genre som jeg ikke rigtig har leget med før, så det bliver fedt og garanteret også lærerigt at udvide min dansehorisont.
I skrivende stund lægger jeg neglelak (my addiction...) mens jeg genoplever mine teenage-år med tonerne af McFly, som jeg med stolthed gerne erklærer jeg har fulgt siden deres første tv-optræden nogensinde. De er et band, som mere eller mindre bar mig igennem mine teenage-år fra jeg var ca. 13 år gammel, og som jeg aldrig tror jeg bliver træt af at grave frem igen og igen!
/M
mandag den 21. maj 2012
POSITIVITET?
Idag må være det man bedst betegner som en sommerkjole-dag! Solen skinner helt fantastisk, og har på fornemmelsen, at når eftermiddagssolen står lige ind på min lejlighed senere, bliver her ret varmt. Derfor har jeg fundet en af yndlingskjolerne frem. Jeg skal dog ikke ud i solen indtil jeg har fået lokaliseret min solcreme - med min hvide porcelænshud bliver jeg nemlig ikke brun, bare rød.
Som jeg har skrevet før, så begynder jeg at danse igen i næste uge - og jeg glæder mig så meget. Både sammen med min bedste ven og nogen andre, men også sammen med musicalgruppen Sceptor. Det bliver så godt at komme igang igen, og som sagt kan det forhåbentlig være med til at forbrænde nogen af de ekstra kilo der har sat sig. Og så er der selvfølgelig også alt det med endorfiner, som heller ikke er helt skidt :)
Dette indlæg er egentlig bare et "what's on your mind"-indlæg, så I får også lige et billede med på vejen, som jeg synes alle burde have hængende som motivation for at leve livet fuldt ud.
/M
Som jeg har skrevet før, så begynder jeg at danse igen i næste uge - og jeg glæder mig så meget. Både sammen med min bedste ven og nogen andre, men også sammen med musicalgruppen Sceptor. Det bliver så godt at komme igang igen, og som sagt kan det forhåbentlig være med til at forbrænde nogen af de ekstra kilo der har sat sig. Og så er der selvfølgelig også alt det med endorfiner, som heller ikke er helt skidt :)
Dette indlæg er egentlig bare et "what's on your mind"-indlæg, så I får også lige et billede med på vejen, som jeg synes alle burde have hængende som motivation for at leve livet fuldt ud.
fredag den 18. maj 2012
UPDATING LIFE
Jeg har nu været tilbage på medicin i godt en uge nu, og kan allerede mærke pillerne begynder at have en eller anden form for effekt. Hvordan det?
Jeg er træt konstant. Jeg kan tage en lur midt på dagen, vågne og være nogenlunde frisk, og så stadig være klar til at gå død kl. 20. Uanset om jeg har taget en lur eller ej, vågner jeg alligevel mellem kl 3 og 6 hver morgen og kan ikke umiddelbart sove videre. Hvis jeg så falder i søvn igen, vågner jeg som regel mellem kl 10 og 11. Alt i alt er det ikke et holdbart søvnmønster.
What else is new?
I mandags var jeg en tur omkring DR's Aftenshowet og snakke lidt om den gode tone på nettet sammen med en veninde. Vi var derinde som repræsentanter for en hadegruppe mod hadegrupper tilsat en knivspids ironi. Jeg havde lagt makeup hjemmefra som vi havde fået besked på, og var lige 10 cm højere efter en hurtig tur i make-up stolen hvor jeg fik den ene kompliment efter den anden af make-up-artisten :) Vi mødte en masse interessante mennesker i green-room'et, og da vi endelig kom på, snakkede vi lidt om hvor let det er blevet at lave hadegrupper og hv.orfor vi ikke synes det er okay. På trods af vi ikke havde fået så meget forberedelsestid til spørgsmålene og mine svar var ret improviserede, synes jeg der kom noget fornuftigt ud af det. Det var generelt en god oplevelse, som jeg synes jeg har fået noget godt med hjem i bagagen fra. Den positive respons har været overvældende og gør mig bare mere motiveret på at sprede kærlighed frem for had, og budskabet om at mobning og generel hadefuld opførsel ikke er okay
Min bedste ven og jeg har på det seneste arbejdet på at få et dansehold op og køre, bare os og nogen venner der ligesom os gerne vil bruge et par timer et par gange om ugen på noget sjov motion som er lidt federe end at slave løs i et fitness-center. Vi har snakket frem og tilbage med forskellige lokaler, og nu kan vi endelig komme igang. Vi starter i næste uge, og jeg glæder mig som et lille barn! Det er alt for længe siden jeg har været involveret i noget seriøs dans, og nu har jeg chancen for at komme i form igen og forhåbentlig smide et par af de kilo der gemmer sig på sidebenene.
Jeg tror også det kommer til at have en positiv effekt på min psykiske tilstand, for dans er jo motion, og motion udløser endorfiner, ergo burde jeg kunne mærke en positiv effekt efter en heftig, svedig dansetime :)
Denne aften skal nok bruges på afslapning sammen med tv-serien Criminal Minds, som nok er den eneste krimi-serie der virkelig har fanget mig. Jeg er sikker på det er dét, at de laver psykologiske profiler af gerningsmændene, der fascinerer mig grænseløst. Jeg ville elske at arbejde med sådan noget.
/M
Jeg er træt konstant. Jeg kan tage en lur midt på dagen, vågne og være nogenlunde frisk, og så stadig være klar til at gå død kl. 20. Uanset om jeg har taget en lur eller ej, vågner jeg alligevel mellem kl 3 og 6 hver morgen og kan ikke umiddelbart sove videre. Hvis jeg så falder i søvn igen, vågner jeg som regel mellem kl 10 og 11. Alt i alt er det ikke et holdbart søvnmønster.
What else is new?
I mandags var jeg en tur omkring DR's Aftenshowet og snakke lidt om den gode tone på nettet sammen med en veninde. Vi var derinde som repræsentanter for en hadegruppe mod hadegrupper tilsat en knivspids ironi. Jeg havde lagt makeup hjemmefra som vi havde fået besked på, og var lige 10 cm højere efter en hurtig tur i make-up stolen hvor jeg fik den ene kompliment efter den anden af make-up-artisten :) Vi mødte en masse interessante mennesker i green-room'et, og da vi endelig kom på, snakkede vi lidt om hvor let det er blevet at lave hadegrupper og hv.orfor vi ikke synes det er okay. På trods af vi ikke havde fået så meget forberedelsestid til spørgsmålene og mine svar var ret improviserede, synes jeg der kom noget fornuftigt ud af det. Det var generelt en god oplevelse, som jeg synes jeg har fået noget godt med hjem i bagagen fra. Den positive respons har været overvældende og gør mig bare mere motiveret på at sprede kærlighed frem for had, og budskabet om at mobning og generel hadefuld opførsel ikke er okay
Min bedste ven og jeg har på det seneste arbejdet på at få et dansehold op og køre, bare os og nogen venner der ligesom os gerne vil bruge et par timer et par gange om ugen på noget sjov motion som er lidt federe end at slave løs i et fitness-center. Vi har snakket frem og tilbage med forskellige lokaler, og nu kan vi endelig komme igang. Vi starter i næste uge, og jeg glæder mig som et lille barn! Det er alt for længe siden jeg har været involveret i noget seriøs dans, og nu har jeg chancen for at komme i form igen og forhåbentlig smide et par af de kilo der gemmer sig på sidebenene.
Jeg tror også det kommer til at have en positiv effekt på min psykiske tilstand, for dans er jo motion, og motion udløser endorfiner, ergo burde jeg kunne mærke en positiv effekt efter en heftig, svedig dansetime :)
Denne aften skal nok bruges på afslapning sammen med tv-serien Criminal Minds, som nok er den eneste krimi-serie der virkelig har fanget mig. Jeg er sikker på det er dét, at de laver psykologiske profiler af gerningsmændene, der fascinerer mig grænseløst. Jeg ville elske at arbejde med sådan noget.
/M
søndag den 13. maj 2012
IT'S TIME FOR A CONFESSION...
Jeg må erkende, det er ret svært at blogge regelmæssigt. Især om sådan et emne. Indlæggene kommer i hop og spring efterhånden som jeg får tid / taget mig sammen til at blogge, og så er der altid det evige spørgsmål - hvad jeg skal blogge om. Det er ikke engang fordi jeg har en så spændende og travl hverdag at jeg ikke har tid. Tid har jeg masser af.
Det næste bliver meget personligt, men da det er en personlig blog, føler jeg, at jeg godt kan skrive det.
Jeg har en lille tilståelse. Det har intet med bloggen at gøre; og så alligevel. Mest af alt har jeg bare været dum.
I den sidste halvanden - to måneders tid har jeg ikke taget mine piller. Jeg løb tør, for at sige det ærligt, og fordi min dosis er dum i forhold til pillepakning og udbud og efterspørgsel kostede de lige i overkanten af hvad jeg kunne overskue. Jeg holdt simpelthen bare op med at tage dem fra den ene dag til den anden - og for pokker hvor kom jeg til at mærke det.
I starten blev jeg voldsomt svimmel. Jeg skulle bruge et par sekunder ekstra på at fokusere, hver gang jeg drejede hovedet eller bare flyttede blikket. Jeg blev også enormt syg deromkring, så jeg skød skylden på den bihulebetændelse der nedlagde mig, men senere har jeg læst mig frem til at det er en normal reaktion på at gå kold tyrker på antidepressiver.
Min appetit styrtdykkede, og jeg havde svært ved at holde maden i mig hvis jeg spiste bare lidt mere end jeg plejede. Jeg er ikke bulimiker og bliver det heller aldrig, men min krop ville simpelthen ikke holde på mere mad end absolut højest nødvendigt. Samtidig sov jeg værre og værre om natten, hvis jeg overhovedet sov. Jeg kunne ligge vågen og bare stirre ud i mørket i timevis fordi mine øjne ikke ville lukke sig. Dette gjorde selvfølgelig at jeg var træt og uoplagt om dagen, og når jeg som regel faldt i søvn engang ud på de små timer, skulle der mindst et jordskælv til for at vække mig.
Efterhånden som den ene uge afløste den anden lagde jeg mærke til hvordan jeg følte mindre og mindre. Som jeg har skrevet før, føler jeg mig tit som en tom skal, men nu blev dette taget til helt nye højder. Jeg kunne langsomt mærke hvordan min krop blev drænet, og set i bakspejlet følte jeg en del da jeg tog mine piller. Min krop blev reduceret til en zombie-lignende tilstand hvor jeg efterlignede mimikken hos mennesker omkring mig, frem for selv at føle glæden i at smile og grine. Når jeg var alene eller ikke lige var en del af en samtale, kunne jeg sidde og stirre tomt ud i luften.
Min hverdag bestod basically af at ligge i sengen og se fjernsyn, kun lige afbrudt af at gå på toilettet eller finde noget nemt at spise. Min lejlighed lignede, og ligner stadig, et bombekrater. Jeg blev rigtig dårlig til at tage kontakt til vennerne, og så dem egentlig kun når de hev mig ud af huset eller selv vovede sig på besøg. Bare det at skulle ringe til nogen var en udfordring der blev udskudt så længe som muligt.
Nu er jeg tilbage på mine piller og sidder med en knude i maven. Det har været så dumt, for jeg troede i min forskruede hjerne at jeg havde det okay. Set i bakspejlet var jeg alt andet end okay. Nu er jeg tilbage til start med pillernes proces, og jeg håber på jeg snart kommer ovenpå igen.
Jeg har ihvertfald lært lektien.
/M
Det næste bliver meget personligt, men da det er en personlig blog, føler jeg, at jeg godt kan skrive det.
Jeg har en lille tilståelse. Det har intet med bloggen at gøre; og så alligevel. Mest af alt har jeg bare været dum.
I den sidste halvanden - to måneders tid har jeg ikke taget mine piller. Jeg løb tør, for at sige det ærligt, og fordi min dosis er dum i forhold til pillepakning og udbud og efterspørgsel kostede de lige i overkanten af hvad jeg kunne overskue. Jeg holdt simpelthen bare op med at tage dem fra den ene dag til den anden - og for pokker hvor kom jeg til at mærke det.
I starten blev jeg voldsomt svimmel. Jeg skulle bruge et par sekunder ekstra på at fokusere, hver gang jeg drejede hovedet eller bare flyttede blikket. Jeg blev også enormt syg deromkring, så jeg skød skylden på den bihulebetændelse der nedlagde mig, men senere har jeg læst mig frem til at det er en normal reaktion på at gå kold tyrker på antidepressiver.
Min appetit styrtdykkede, og jeg havde svært ved at holde maden i mig hvis jeg spiste bare lidt mere end jeg plejede. Jeg er ikke bulimiker og bliver det heller aldrig, men min krop ville simpelthen ikke holde på mere mad end absolut højest nødvendigt. Samtidig sov jeg værre og værre om natten, hvis jeg overhovedet sov. Jeg kunne ligge vågen og bare stirre ud i mørket i timevis fordi mine øjne ikke ville lukke sig. Dette gjorde selvfølgelig at jeg var træt og uoplagt om dagen, og når jeg som regel faldt i søvn engang ud på de små timer, skulle der mindst et jordskælv til for at vække mig.
Efterhånden som den ene uge afløste den anden lagde jeg mærke til hvordan jeg følte mindre og mindre. Som jeg har skrevet før, føler jeg mig tit som en tom skal, men nu blev dette taget til helt nye højder. Jeg kunne langsomt mærke hvordan min krop blev drænet, og set i bakspejlet følte jeg en del da jeg tog mine piller. Min krop blev reduceret til en zombie-lignende tilstand hvor jeg efterlignede mimikken hos mennesker omkring mig, frem for selv at føle glæden i at smile og grine. Når jeg var alene eller ikke lige var en del af en samtale, kunne jeg sidde og stirre tomt ud i luften.
Min hverdag bestod basically af at ligge i sengen og se fjernsyn, kun lige afbrudt af at gå på toilettet eller finde noget nemt at spise. Min lejlighed lignede, og ligner stadig, et bombekrater. Jeg blev rigtig dårlig til at tage kontakt til vennerne, og så dem egentlig kun når de hev mig ud af huset eller selv vovede sig på besøg. Bare det at skulle ringe til nogen var en udfordring der blev udskudt så længe som muligt.
Nu er jeg tilbage på mine piller og sidder med en knude i maven. Det har været så dumt, for jeg troede i min forskruede hjerne at jeg havde det okay. Set i bakspejlet var jeg alt andet end okay. Nu er jeg tilbage til start med pillernes proces, og jeg håber på jeg snart kommer ovenpå igen.
Jeg har ihvertfald lært lektien.
/M
torsdag den 3. maj 2012
LIFE'S TOO SHORT...
Hej søde mennesker!
Jeg er pt. ret vild med denne sang - dette er Darren Criss-versionen fra Glee (det har aldrig været en hemmelighed at jeg er temmelig pjattet med den serie). Originalen er af Young the Giants. Jeg vil ikke ødelægge noget for dem der ikke er nået dertil i serien endnu - men den kunne ikke have været mere smukt og perfekt placeret.
Jeg er bl.a. pjattet med sangen på grund af teksten. Det er så smuk lyrik, og grunden til at jeg deler den med jer, er fordi jeg føler jeg i høj grad kan relatere til den. Så mange bidder af teksten kunne overføres til hvordan jeg har det af og til. Dette indlægs titel er da også, meget passende, en del af første linje i sangen.
Der er især ét stykke af teksten der har brændt sig fast i min hjerne.
If I could find a way to see this straight
I'd run away to some fortune that I should have found by now
So I run now to the things they say could restore me
Restore life the way it should be
I'm waiting for this cough syrup to come down
One more spoon of cough syrup now, oh
One more spoon of cough syrup now, oh...
Lige præcis denne bid af teksten, synes jeg, forklarer rigtig fint hvordan det føles at være afhængig af medicin for at føle sig "normal". Hvordan det føles at være så ivrig / desprat efter at få det bedre, at man er villig til at prøve nærmest hvad som helst de kan tilbyde en. Jeg føler også det kan være med til at tegne et billede af, hvordan man nærmest bare venter på de sætter dosis op fordi den nuværende ikke hjælper (One more spoon of cough syrup now...), og ikke mindst hvordan man / jeg af og til føler, at sygdommen har sat ens liv på hold.
Jeg skal nok finde den fortune that I should have found by now. En skønne dag skal jeg nok finde den. Indtil videre er der kun at vente for this cough syrup to come down....
A dark world aches for a splash of the sun...
/M
mandag den 30. april 2012
SINGIN' IN THE RAIN
Hej guys! Jeg er så dårlig til at blogge regelmæssigt, så dette indlæg er nok lidt overdue...
Disse billeder er fra forrige lørdag, d. 21/4, hvor det var meningen Sceptor skulle have gået optog gennem Næstved by sammen med Avantgarden. Det blev dog aflyst pga. regn, hvilket vi først blev informeret om efter vi havde gjort klar i bedste Singing in the Rain stil. Jeg havde dog kameraet med så der kunne blive taget billeder af optoget, så i stedet legede vi spontant photo-shoot inklusiv farverige regn-poncho'er og paraplyer, og generelt havde vi det sjovt i regnen. En lille del af resultatet kan I se ovenfor :)
fredag den 20. april 2012
EARLY MORNING BLUES?
Sidder i de tidlige morgentimer efter ikke at have kunnet sove i nat og nyder en kop pulver- wiener melange. Der foregår et eller andet inde i mig, men jeg er ikke sikker på at jeg kan lide det. Det føles som om noget er gået i stykker indeni. Jeg tror jeg ved hvorfor, men jeg er ikke sikker.
I wanted you so badly to let me in.
In fact I think I just wanted you.
But I may have confused real with fake
Since you ended up screwing me over.
Still I miss you right now
You and all we could have been
But I guess I wanted you to let me in
So I could focus on your issues and ignore my own
I wanted you so badly to let me in.
In fact I think I just wanted you.
But I may have confused real with fake
Since you ended up screwing me over.
Still I miss you right now
You and all we could have been
But I guess I wanted you to let me in
So I could focus on your issues and ignore my own
torsdag den 19. april 2012
VIS MIG DINE SVAGHEDER
Jeg er stor fan af tv-serien Glee og deres program til at finde nye skuespillere, The Glee Project.
The Glee Project har et nyt tema hver uge, og i den ovenstående video er temaet vulnerability, eller på dansk, sårbarhed. Deltagerne skulle hver især finde et ord der beskrev den ting, de var mest sårbar overfor, som andre ville kunne bruge imod dem. Der kom, som I kan se, ord som fat, gay, anorexic og used på banen, og generelt er det et meget følelsesladet afsnit.
Da jeg så videoen i afsnittet, brød jeg sammen. Bare det at se videoen alene giver mig en klump i halsen. Jeg kom nemlig til at tænke på hvad der ville stå på mit skilt, hvis jeg skulle vælge et ord.
Det ord jeg kom frem til er hollow, eller hul på dansk, for det er sådan min depression får mig til at føle mig.
Jeg kan ikke huske sidste gang jeg rent faktisk følte noget. Uanset om det var glæde, vrede, om jeg var ked af det. Jeg kan simpelthen ikke huske det. Jeg kan grine og græde, råbe og skrige, men jeg føler ikke de følelser der ligger bag handlingerne. Jeg føler mig som en tom skal, der går gennem livet uden at føle, og det skræmmer mig uendeligt.
Jeg er så bange for ikke at kunne føle noget igen. Hvad hvis jeg møder en person, som min hjerne siger jeg er hovedkuls forelsket i, men jeg ikke føler sommerfuglene i maven? Det ville jeg aldrig kunne byde en anden person. Selv den kærlighed jeg har for mine bedste venner føler jeg ikke til fulde. Hvis jeg bryder grædende sammen, som jeg gjorde til vulnerability-afsnittet, kan jeg ikke mærke den følelse indeni, der triggede reaktionen. Jeg kan sidde og hulke uden at vide hvorfor jeg græder. Det er den værste følelse i verden. Det eneste der fylder mig i sådan en situation er frustration.
Jeg håber og ønsker så inderligt jeg en dag kan føle igen. Føle hvordan det er at være hovedkuls forelsket, mærke hvor højt jeg elsker mine venner og min familie. Måske kan man lære at føle. Jeg håber.
Et meget personligt indlæg om et personligt issue, men ikke desto mindre er det en stor del af mig. Det er normalt for en person med en depression at have det som om man er tom for følelser. Stadig er det en irriterende og hård bivirkning at være udsat for.
fredag den 13. april 2012
Når tiden står stille
Long time, no see - eller skrivning, eller hvad man nu siger.
Har altid lidt svært ved at starte blog-indlæg, med mindre jeg har noget virkelig presserende på hjerte, for ærligt talt, så aner jeg ikke hvem der tager sig tid til at læse hvad jeg skriver her. Selv nu er jeg usikker på hvad jeg skal skrive, for hvad gider folk høre om?
Ingen gider høre mig klynke, dét ved jeg. Men hvad vil folk så høre om? Der er så mange ting jeg kunne fortælle om, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvordan jeg skal fortælle det. Normalt er jeg god med ord, men lige nu svigter de mig.
Jeg kunne fortælle hvordan en dårlig dag føles. Jeg kunne fortælle om at have øjeblikke, hvor man er bange for sine egne tanker. Jeg kunne fortælle om hvad jeg føler og ikke føler. Samtidig er jeg bange for at mine forsøg på at give folk et indblik i en dårlig dag bare ender med et stort self-pity party, som ingen gider høre på.
Hvad skal jeg så skrive om?
Jeg kunne skrive om alle de gode ting. Hvordan jeg har den bedste familie og de bedste venner, der bakker mig op. Jeg kunne fortælle om de små ting der får mig til at smile. Om mine drømme og håb for fremtiden. Alle de gode ting, der gør at jeg føler jeg får det en lille smule bedre.
Men hvordan sætter man ord på ting og situationer, uanset om de er gode eller dårlige? Hvordan finder man de passende ord?
Jeg leder stadig efter de rette ord til at beskrive hvordan jeg har det og ikke har det. Lige nu ved jeg bare jeg er okay med ikke at være okay, og så må resten komme, som det kommer. Både det gode og det dårlige.
/M
Har altid lidt svært ved at starte blog-indlæg, med mindre jeg har noget virkelig presserende på hjerte, for ærligt talt, så aner jeg ikke hvem der tager sig tid til at læse hvad jeg skriver her. Selv nu er jeg usikker på hvad jeg skal skrive, for hvad gider folk høre om?
Ingen gider høre mig klynke, dét ved jeg. Men hvad vil folk så høre om? Der er så mange ting jeg kunne fortælle om, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, eller hvordan jeg skal fortælle det. Normalt er jeg god med ord, men lige nu svigter de mig.
Jeg kunne fortælle hvordan en dårlig dag føles. Jeg kunne fortælle om at have øjeblikke, hvor man er bange for sine egne tanker. Jeg kunne fortælle om hvad jeg føler og ikke føler. Samtidig er jeg bange for at mine forsøg på at give folk et indblik i en dårlig dag bare ender med et stort self-pity party, som ingen gider høre på.
Hvad skal jeg så skrive om?
Jeg kunne skrive om alle de gode ting. Hvordan jeg har den bedste familie og de bedste venner, der bakker mig op. Jeg kunne fortælle om de små ting der får mig til at smile. Om mine drømme og håb for fremtiden. Alle de gode ting, der gør at jeg føler jeg får det en lille smule bedre.
Men hvordan sætter man ord på ting og situationer, uanset om de er gode eller dårlige? Hvordan finder man de passende ord?
Jeg leder stadig efter de rette ord til at beskrive hvordan jeg har det og ikke har det. Lige nu ved jeg bare jeg er okay med ikke at være okay, og så må resten komme, som det kommer. Både det gode og det dårlige.
/M
tirsdag den 27. marts 2012
I call it beauty.
Jeg fandt disse billeder og tænkte, at de var for smukke til ikke at dele. Jeg elsker billeder som disse, som siger mere end tusinde ord.
I found these pictures today and thought I'd share them, because of their beauty. I love pictures like these that say more than a thousand words.
/M
mandag den 26. marts 2012
Nye tider?
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/3601737/but-you-dont-look-sad?claim=zfpqmfjv3tp">Follow my blog with Bloglovin</a>
Nu på bloglovin :)
Now active on bloglovin :)
Nu på bloglovin :)
Now active on bloglovin :)
lørdag den 24. marts 2012
I am the stronger one.
Tilegnet min depression.
Fordi jeg nægter at lade dig ødelægge mig og definere hvem jeg er.
Fordi jeg ved at jeg er stærk.
Fordi jeg ved jeg vinder denne kamp - og kommer ud på den anden side som en stærkere og klogere person.
Så prøv bare. Giv mig det bedste du har. Det er alligevel mig der kommer ud af den kamp som vinderen.
Dedicated to my depression.
Because I refuse to let you destroy me and define who I am.
Because I know I am strong.
Because I know I will win this battle - and come out on the other side as a stronger and wiser person.
So go ahead. Give me your best shot. In the end I will be the one coming out of this battle as the winner.
torsdag den 22. marts 2012
Hvad gør vi nu, lille du?
Når ens læge, der har været med inde over hele ens forløb, efterhånden er i tvivl om hvad hun kan gøre for at hjælpe - så begynder tvivlen igen at melde sig. Bliver jeg nogensinde rask? Skal jeg være medicineret resten af mit liv? Hvad skal der ske herfra?
Der er altid den mulighed hvis jeg stadig får det værre, at tage til psykiatrisk skadestue i Vordingborg og evt. få dem til at indlægge mig. Jeg har bare en dårlig oplevelse med dem dernede, hvor min mor havde kørt mig derned og vi ventede i tre timer.
Jeg var nået til et punkt hvor jeg var decideret bange for at være alene i min lejlighed med sovepiller, knive og en stemme i baghovedet der sagde jeg skulle skade mig selv og havde haft det sådan i nogen dage. Da vi endelig kom ind, sad der en læge og en sosu-dame, der bare fortalte mig ting jeg godt vidste i forvejen, og sosu-damen havde den frækhed at sige, at "der var jo forskel på at tænke på det og rent faktisk gøre det". Den kommentar chokerede mig og gjorde mig faktisk også vred. Jeg sad jo nok ikke nede hos dem med tårer i øjnene hvis jeg mente det var sikkert for mig at være alene hjemme.
Derfor har jeg ikke meget lyst til at tag derned en anden gang, da jeg simpelthen ikke følte de tog mig seriøst. Jeg følte at jeg kom med noget, der ikke var alvorligt nok; at jeg nærmest skulle komme med armen skåret op før de tog mig seriøst.
Nu må de næste par dage gå med at samle resourcer til at få en hverdag til at køre. Jeg har købt store affaldssække så jeg kan få muget ud i lejligheden, da den virkelig trænger. Det ærgrer mig på en daglig basis at jeg simpelthen ikke har energien til at holde min lejlighed pæn og præsentabel, men jeg har bare ikke overskuddet til det. Forhåbentlig vil affaldssækkene give mig et ekstra boost i den rigtige retning.
Ellers nyder jeg det gode vejr og prøver at suge lidt D-vitamin til mig i løbet af dagen. Igår kom min lillebror forbi med hunden, og så tog vi hunden med en tur i skoven. Jeg nød den friske luft, de grønne spirer i skovbunden og solstrålerne der kiggede frem gennem trætoppene. Alt i alt en dejlig eftermiddag.
My doctor isn't sure how she can help me anymore. I had a wonderful day yesterday though, where my brother and I took the dog for a walk in the forest.
/M
Der er altid den mulighed hvis jeg stadig får det værre, at tage til psykiatrisk skadestue i Vordingborg og evt. få dem til at indlægge mig. Jeg har bare en dårlig oplevelse med dem dernede, hvor min mor havde kørt mig derned og vi ventede i tre timer.
Jeg var nået til et punkt hvor jeg var decideret bange for at være alene i min lejlighed med sovepiller, knive og en stemme i baghovedet der sagde jeg skulle skade mig selv og havde haft det sådan i nogen dage. Da vi endelig kom ind, sad der en læge og en sosu-dame, der bare fortalte mig ting jeg godt vidste i forvejen, og sosu-damen havde den frækhed at sige, at "der var jo forskel på at tænke på det og rent faktisk gøre det". Den kommentar chokerede mig og gjorde mig faktisk også vred. Jeg sad jo nok ikke nede hos dem med tårer i øjnene hvis jeg mente det var sikkert for mig at være alene hjemme.
Derfor har jeg ikke meget lyst til at tag derned en anden gang, da jeg simpelthen ikke følte de tog mig seriøst. Jeg følte at jeg kom med noget, der ikke var alvorligt nok; at jeg nærmest skulle komme med armen skåret op før de tog mig seriøst.
Nu må de næste par dage gå med at samle resourcer til at få en hverdag til at køre. Jeg har købt store affaldssække så jeg kan få muget ud i lejligheden, da den virkelig trænger. Det ærgrer mig på en daglig basis at jeg simpelthen ikke har energien til at holde min lejlighed pæn og præsentabel, men jeg har bare ikke overskuddet til det. Forhåbentlig vil affaldssækkene give mig et ekstra boost i den rigtige retning.
Ellers nyder jeg det gode vejr og prøver at suge lidt D-vitamin til mig i løbet af dagen. Igår kom min lillebror forbi med hunden, og så tog vi hunden med en tur i skoven. Jeg nød den friske luft, de grønne spirer i skovbunden og solstrålerne der kiggede frem gennem trætoppene. Alt i alt en dejlig eftermiddag.
My doctor isn't sure how she can help me anymore. I had a wonderful day yesterday though, where my brother and I took the dog for a walk in the forest.
/M
Mod bedre tider?
Solen skinner ind af vinduet og jeg glæder mig faktisk til at skulle ud af døren snart. Derudover er jeg blevet voldsomt inspireret til at begynde på en bog, og jeg er blevet udpeget en jobannonce der er lige mig. Skal til læge om lidt, og har lyst til at begynde at rydde op når jeg kommer hjem igen, hvilket er stærkt tiltrængt.
Utroligt hvad en solrig torsdag kan gøre ved humøret.
The sun is shining through my window, and I feel amazing. On top of that I'm inspired to start writing a book, and I finally feel like I have the energy to start cleaning my apartment.
It's amazing what a sunny Thursday afternoon can do.
Utroligt hvad en solrig torsdag kan gøre ved humøret.
The sun is shining through my window, and I feel amazing. On top of that I'm inspired to start writing a book, and I finally feel like I have the energy to start cleaning my apartment.
It's amazing what a sunny Thursday afternoon can do.
tirsdag den 20. marts 2012
Når man drømmer kreativt.
Endnu et projekt er begyndt at krakelere mellem hænderne på mig. Jeg er inkarneret teater- og musical menneske, og det seneste projekt jeg har været involveret i er en musical ved navn Kommet for at Blive. Jeg og to af mine bedste venner havde frivilligt påtaget os opgaver som manuskript-skrivning og instruktion, så selvfølgelig føler vi ekstra stærkt for projektet. Nu er det desværre sat på hold på ubestemt tid, og jeg sidder tilbage og er ærgerlig over det.
Realistisk set var det det rigtige at gøre. Vi havde to måneder tilbage inden premieren og havde ikke et færdigt manus på plads (af flere årsager), og vi prøvede ikke at stresse over vores deadline. At projektet er sat på hold har helt klart reddet os fra en masse grå hår.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at ærgre mig. Teater og musical er noget jeg brænder for, og især elsker jeg den kreative proces det er at få ideen, brainstorme og forme historien.
Men jeg ved også, at dette kun er et midlertidigt setback. Mine bedste venner og jeg har så mange gode ideer og ting vi brænder for, og en dag skal vi nok få dem realiseret.
Dette setback vil kun gøre mig stærkere som kreativt menneske og inspirere mig endnu mere til at finde motivationen til at realisere mine kreative drømme.
Realistisk set var det det rigtige at gøre. Vi havde to måneder tilbage inden premieren og havde ikke et færdigt manus på plads (af flere årsager), og vi prøvede ikke at stresse over vores deadline. At projektet er sat på hold har helt klart reddet os fra en masse grå hår.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at ærgre mig. Teater og musical er noget jeg brænder for, og især elsker jeg den kreative proces det er at få ideen, brainstorme og forme historien.
Men jeg ved også, at dette kun er et midlertidigt setback. Mine bedste venner og jeg har så mange gode ideer og ting vi brænder for, og en dag skal vi nok få dem realiseret.
Dette setback vil kun gøre mig stærkere som kreativt menneske og inspirere mig endnu mere til at finde motivationen til at realisere mine kreative drømme.
Time for a change?
Overvejer nu, efter de første indlæg har været på engelsk, at blogge på dansk, efter at have læst et indlæg på den skønne Lærke's blog. Det slog mig, at jo, selvom det ville være mest universelt at blogge på engelsk, kommer mine læsere nok mest til at være danskere, så hvorfor ikke bare gøre det så simpelt som muligt?
I'm really considering blogging in Danish from now on. A summary in English will probably be included. Blogging in Danish just seems to make more sense.
I'm really considering blogging in Danish from now on. A summary in English will probably be included. Blogging in Danish just seems to make more sense.
lørdag den 17. marts 2012
When words fail
My friend showed me this song today. She suffers from a depression as well, and this song, in my opinion, says all the things we ourselves cannot say when people ask us how we are.
It can be so hard to say the words "I'm not okay", because when people ask how you're doing, they're always hoping for a positive answer. I'm doing great. I feel so much better. I can feel myself getting better everyday. But when someone asks, we need to have the courage to tell them we're not okay.
We are not okay. But we will be some day, when we reach out and get the help we need.
fredag den 16. marts 2012
Don't ever stop sailing.
I wanted to post this on here.
I had hit a severely rough patch and was practically afraid to be on my own since I had a pack of sleeping pills. My talented youngest brother drew this for me. That's when I knew that I always have my family to back me up.
I know the quality isn't the best, he took this on his iPod.
In case you can't tell, the flag says "Life" and the boat is named Maria.
/M
torsdag den 15. marts 2012
First post.
This blog will be about living with a depression and fighting the battle against it.
Why start this blog?
For years, depression and other mental problems and diseases have been surrounded by a stigma. It's not a real disease. It's just a phase. It's nothing a little laugh can't fix. You just need to pull yourself together. Get a grip. Stop whining. You don't even seem a little bit sad.
If I had a penny for every time I heard those things, I'd be... Well, not rich, but I definitely wouldn't be poor. So many people don't understand what it's like.
They don't know what it's like having to drop out of school because even getting out of bed in the morning or picking up the phone is a challenge. They don't know what it's like not being able to hold the job you actually like because you suddenly hit a rough patch and only leave your bed to go to the bathroom. Even remembering to shower is a challenge. You escape into your own world where everything seems like a big black hole.
I got my first depression in high school, but made it out on the other side. November 2010 I was diagnosed for the second time, and since then it has been going downhill. It has cost me jobs and lots of energy. I deal with negative thoughts on a daily basis.
Thankfully I have the most amazing family and friends who keep me going. I know I'm lucky like that. Some people don't have that support. Still, it's never easy.
I don't cry constantly. I don't act out much more than a 'normal' person would.
I do have problems concentrating though. I find it hard to look on the brighter side of things. The smallest things can throw me out of the loop. I can't remember the last time I felt truly happy.
I hope someone will come across this blog and like what they see. I'm not here to whine about how hard it is. I'm here to try to inspire others with similar problems and give them just a sliver of hope that life will, eventually, get better, and that they are not alone with their problems.
/M
Why start this blog?
For years, depression and other mental problems and diseases have been surrounded by a stigma. It's not a real disease. It's just a phase. It's nothing a little laugh can't fix. You just need to pull yourself together. Get a grip. Stop whining. You don't even seem a little bit sad.
If I had a penny for every time I heard those things, I'd be... Well, not rich, but I definitely wouldn't be poor. So many people don't understand what it's like.
They don't know what it's like having to drop out of school because even getting out of bed in the morning or picking up the phone is a challenge. They don't know what it's like not being able to hold the job you actually like because you suddenly hit a rough patch and only leave your bed to go to the bathroom. Even remembering to shower is a challenge. You escape into your own world where everything seems like a big black hole.
I got my first depression in high school, but made it out on the other side. November 2010 I was diagnosed for the second time, and since then it has been going downhill. It has cost me jobs and lots of energy. I deal with negative thoughts on a daily basis.
Thankfully I have the most amazing family and friends who keep me going. I know I'm lucky like that. Some people don't have that support. Still, it's never easy.
I don't cry constantly. I don't act out much more than a 'normal' person would.
I do have problems concentrating though. I find it hard to look on the brighter side of things. The smallest things can throw me out of the loop. I can't remember the last time I felt truly happy.
I hope someone will come across this blog and like what they see. I'm not here to whine about how hard it is. I'm here to try to inspire others with similar problems and give them just a sliver of hope that life will, eventually, get better, and that they are not alone with their problems.
/M
Abonner på:
Opslag (Atom)