mandag den 25. november 2013

AND I'M FEELING GOOD

Jeg har det bare så godt for tiden!

Selvom det mere eller mindre er blevet vinter, og timerne med lys er blevet færre, har jeg det helt uendeligt godt. Mine øjne stråler igen, og mit smil føles mere og mere ægte. Andre kan også se det, min mor fortæller mig igen og igen at jeg ser ud til at have det meget bedre - og med god grund, for det har jeg! Det har tydeligt vis hjulpet at gå op i dosis!

Jeg har fået det så godt, at jeg sammen med min sagsbehandler skal lave uddannelsesplan til februar! Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden, om vi ikke snart skulle igang med sådan en, havde jeg kigget forskrækket på dig, men nu er det en helt anden historie. Jeg savner mere og mere at have noget at bruge mine dage på. Jeg er langsomt ved at have vendt min døgnrytme (der er selvfølgelig ups'ere en gang imellem, hvis en serie tager min tid og klokken pludselig er 5 om morgenen). Jeg har rent faktisk LYST til at stå op og få noget ud af dagen. Igår gik jeg en time i skoven med min mors hund og bare nød solskinnet, naturen og det elskelige, men lettere dumme kræ der traskede afsted ved siden af mig.

Jeg har endda fået det så godt, at jeg på helt eget initiativ er begyndt at rydde op i det bombekrater, der er min lejlighed. Det startede i forgårs med "Arh, jeg tager lige gryderne", og inden jeg fik set mig om gik jeg og samlede skrald og satte tallerkener i blød. Det lyder simpelt, men når det har hobet sig op om ørerne på én og man simpelthen ikke har kunne finde lysten eller energien til at ordne det, er det et KÆMPE rush når man rent faktisk kommer igang og mærker, at det ikke tapper én for energi! Ganske vidst er ryge-pauserne måske lidt hyppigere end hvis min mor holdt mig i ørerne, men det vigtigste er, at det SKER, og det sker i MIT tempo. Jeg samler skrald i store sække, og min mor er så sød at hun har lovet at køre dem på lossepladsen for mig. Der hvor jeg bor har vi nemlig én affaldscontainer til tre opgange - så synes jeg altså det er ret douchebag-agtigt at fylde den med store skraldesække.

Jeg glæder mig så meget til at blive færdig, og har faktisk inspirationen og energien til det nu. Jeg glæder mig så meget til ikke at skamme mig over min lejlighed, og rent faktisk have folk på besøg - jeg ved ihvertfald der sidder nogen bedsteforældre og gerne vil komme forbi til en kop kaffe :) Jeg er så modig, at jeg har sat mig en deadline - på fredag skal min lejlighed være fuldstændig cleanet, for der kommer min veninde forbi. Jeg er rent faktisk opsat på at få det gjort, og er for en gangs skyld sikker på jeg møder denne deadline!

Derudover har jeg også fået energien til at gøre noget godt for mig selv og min krop. Efter at have levet af cola light og færdigretter, er jeg nu gået på sukker-detox, hvilket betyder at jeg i 5 uger ikke må indtage noget, hvor der er tilsat sukker eller sødestoffer. Det har betydet kold tyrker på cola light (måske jeg skulle begynde at drikke danskvand?), og jeg er også mere opsat på at spise sundere. Samtidig har min veninde og jeg sat os for at fuldføre the 30 Day Squat Challenge, hvor man i 30 dage laver flere og flere squats (selvfølgelig med hviledage), og så supplerer jeg med mave-øvelser og andet for at få strammet op. Vi startede igår, og jeg vejede og målte mig oppe hos min mor - om 2 uger vejer jeg mig igen, og så igen når jeg er færdig med detox. Hvis der kunne ryge nogen kg og cm, ville det være fantastisk!

Kort sagt har jeg SÅ meget mere mod på livet nu. Jeg er begyndt at hvile i mig selv og samtidig mærke den sunde rastløshed der opstår ved ikke at lave noget. Vinteren igennem skal jeg kun koncentrere mig om at begynde at læse noget mere og træne min hjerne til at huske bedre og øge min koncentrationsevne, og så tager vi den derfra til februar.

Livet føles jo godt!

/M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar