fredag den 27. september 2013

NYE TIDER?

Bum. Så har jeg afsluttet session nr. 2 hos psykiateren, og der sker allerede ting og sager.

For det første er min dosis blevet sat op med 10 mg, så jeg altså skal tage 40 mg. I samme åndedrag fortæller han mig, at det er normal voksendosis, og det første der flyver gennem mit hoved er tanken om, hvorvidt jeg så har været mere eller mindre underdoseret de sidste snart 3 år. Men det er hvad det er; nu er det bare at vente at se hvordan det virker.

For det andet, og det er jeg meget spændt på, har han sat mig til at afprøve nogen såkaldt opmærksomhedsskærpende piller. Jeg kan ikke huske navnet umiddelbart, men pointen er, at de skal give mig et ekstra lille kick. Der skal nok eksperimenteres lidt med dosis for at finde den helt rette, men ihvertfald skal de tages med 3 timers mellemrum, og i starten skal jeg nøjes med en halv pille. Den første halve pille er allerede taget. Virkningen indtræder først rigtig efter 3 timer (eller også virkede de kun i 3 timer - min hukommelse er stadig helt ude at skide). De eneste egentlige bivirkninger kan være hjertebanken, og hvis man tager dem på tom mave, kan man også få ondt i maven.

Jeg er ret spændt på at se hvordan det udfalder.

Det gik lige op for mig, mens jeg skrev alt det her, at ikke alene fungerer den her blog som et indblik i. hvordan det er at leve med en psykisk diagnose, men den kan også fungere som en hjælp for mig til at kunne overskue lidt bedre, hvorvidt jeg får det bedre eller dårligere - og så vil det da også være spændende ude i fremtiden at kunne finde den her blog frem igen og læse lidt om, hvad der foregik i mit liv, da jeg var 21 - 23 år.

Nu vil jeg prøve at være produktiv - jeg har en tøjvask der skal sættes over, og så fylder min yngste bror 17 idag, så i aften står den på boller og kage oppe hos min mor.

/M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar